Besked…

Så fik vi lidt mere besked i går om min svoger. Foreløbig ser det ikke for godt ud, men lad os nu se. Vi mangler besked fra overlægen omkring nogle celle-prøver han har taget, så vi håber stadig det bedste. Lægen mener dog, at denne tilstand kan skyldes, at der er kræftceller i tarmvæggene, hvor kræften også oprindeligt opstod.

Desværre er min svoger så afkræftet efter den sidste kemo-kur, at hans krop slet ikke kan klare yderligere behandling, hvorfor det ser lidt håbløst ud, hvis det skulle vise sig, at kræften er i tarmvæggene igen.

Jeg snakkede længe med min svigerinde i går. Hun har det frygteligt. Hun har ingen familie at læne sig op ad og naturligvis har hun os, men vi er bare så langt væk og så har hun heldigvis Kenneths ældre bror og hans kone. De er fantastiske! De hjælper alt hvad de overhovedet kan og det er vi dem meget taknemmelige for. Jeg ved at de skal ud til hende i dag, så de kan få kontaktet den psykolog de tidligere har anvendt. Det er nødvendigt med en snak om hvordan det her tackles bedst muligt også med tanke på børnene, som er henholdvist 6 og 2 år gamle. Det er ganske enkelt bare frygteligt, det her…

Omkring ferien, så er vi selvfølgelig i gang med at forberede den, men det er svært at glæde sig lige nu. Vi er meget mærkede af det der er sket de sidste dage. Det var den 9. marts far døde af kræft og jeg kan godt mrke, at vi er brugt op herhjemme, efter vi passede ham hjemme til hans død. Vi kan næsten ikke rumme dette her en gang til.

Børnene glæder sig så meget til den her ferie, så vi har besluttet, at vi prøver at gennemføre den uanset hvad beskeden fra sygehuset måtte blive. Vi trænger allesammen til at være sammen på nogle afslappede præmisser.

Jeg håber stadig det bedste – og regner med at høre nyt i løbet af i dag…