Jeg husker…

Mit hidtil længste blogindlæg, så er du advaret. Gider du ikke læse det, er det ganske og aldeles gratis at springe det over. Jeg slår ikke, jeg bliver ikke sur og jeg er næsten aldrig blevet skuffet… ;-)

Jeg husker…

Hvordan han bar solbriller indendøre på diskoteket og hvor latterlig jeg synes han var. Jeg sagde det også. Jeg sagde, at jeg syntes han skulle pakke sine solbriller sammen og tage dem med et andet sted hen, men han lyttede ikke.

Jeg husker hvordan Helle sagde, at han da var for latterlig og om ikke vi skulle smutte derfra. Hvordan vi sneg os ud i et stille hjørne af opholdsstuen og hvordan han nonchalant kom forbi og smed sig i lænestolen overfor os. Hvordan vi knækkede fuldstændigt sammen af grin, da han gik direkte gennem bunden af stolen og sad med røven i gulvet. Hvordan ur-remmen, der matchede skoene bare fik os til at gå helt i stykker af grin.

Jeg husker hvordan vi nøgenbadede i poolen en sen nat. En frygtelig bunke mennesker, som havde det drønskægt og jeg husker Helle, som ikke var meget for det i begyndelsen, men som kom efter det med en pludselig frimodighed, som var helt og aldeles henrivende.

Jeg husker hvordan Stig knaldede den engelske pige lige nedenfor vores værelsesvindue. Hvordan hun stønnede, sukkede og skreg, så vi overhovedet ikke kunne holde det ud og hvordan vi begyndte at smide mønter ned i hovedet på synderne, uden de overhovedet tog notits af det. Da de andre naboer begyndte at komme ud på altanerne og skælde ud, var det for sent. Kunne vi se.

Jeg husker hvor tæt jeg var på at stå af på Hobro Station, fordi jeg pludselig fik kolde fødder og også havde Kim herhjemme. At det måske var en kæmpe fejltagelse overhovedet at overveje, at rejse derover. At jeg egentlig hadede den halvrå bøf hans far serverede med et “Ja, så håber jeg det smager dig. Han er snart hjemme, så sid bare og hyg dig så længe”, og hvordan bøffen bare voksede og voksede i munden på mig. Men jeg spiste den. Rub og stub. “Man spiser op”, havde jeg lært hjemmefra.

Jeg husker hvordan den første nat var en opdagelsesrejse. At han var fantastisk på alle måder. At stjerner lyste og at jeg blev forelsket den nat. At han sang for mig og at jeg tænkte, at det her nok skulle vise sig at blive godt.

Jeg husker den første middag indtaget på Restaurant Vesuvio på Rådhuspladsen. Hvordan han først spurgte mig hvad jeg havde lyst til og bagefter anbefalede mig det han vidste smagte godt. Hvordan han først skænkede vin i mit glas for herefter at tage selv. Hver eneste gang. Hvordan han bagefter tog mig med på en uforglemmelig smuk gåtur i det indre København, hvor månen lyste og min forelskelse i byen tog fart. Ligesom min forelskelse i manden gjorde det.

Jeg husker hvordan min krop næsten kunne gøre ondt, når jeg vidste, at der var en uge til vi sås næste gang. Jeg husker hvordan jeg kunne græde over udsigten til 2 ugers adskillelse. Hvordan en feber kunne komme alene fordi jeg savnede. At hans stemme i telefonen “Hejsa, det er mig. Jeg ville bare lige snakke lidt…” kunne gøre mig helt og aldeles ør.

Jeg husker traileren, fyldt med hele mit liv. Mor der stod på parkeringspladsen og vinkede. Følelsen af at have lyst til at græde, fordi hun blev efterladt derhjemme og det var far der kørte mig over til mit nye liv. Hvordan jeg syntes, at det var hende, som skulle være den der afleverede mig derovre. Det var hende der havde taget sliddet med mig og det var hende, som skulle have glæden ved at hjælpe mig med at flytte ind i mit første hjem.

Jeg husker fars reaktion, da trætte Kenneth glemte at sige goddag ved ankomsten. Han havde malet hele natten og var på zoombie-stadiet. Far blev stiktosset og sagde: “Godt, så kører vi hjem igen. Han er tilsyneladende ikke spor glad for at se dig, så du kommer med hjem. Nu!”; og hvordan jeg sagde til ham, at jeg ingen intentioner havde om at tage retur. At han kunne tage hjem igen, hvis planen var at være fornærmet. At han endte med at blive.

Jeg husker cykelturene ind til Israels Plads lørdag over middag. Hvordan cykelkurven bugnede af blomster og grøntsager, når jeg senere cyklede hjem ad Nørrebrogade og hvordan blomsterne blev arrangeret i den rengjorte lejlighed. Hvordan Kenneth ville komme hjem fra arbejde og vi så ville sætte os med en kop te og snakke. “Hvordan var din dag?”, ville jeg spørge, mens vi sad tæt sammen inde foran vinduet i den hvide IKEA-sofa.

Jeg husker hvor meget jeg elskede at invitere gæster. Hvordan jeg kunne bruge lang tid på at planlægge menuen, dække bord, ordne negle, bage og glæde mig. Hvordan vi spillede den halve nat og hvor mange drømme vi delte.

Jeg husker de søndage, hvor vi tog til Svanemøllehallen for at spille badminton med John og Winnie. Hvordan vi tog på 3 ugers sommerferie og hvordan Winnie nær havde kostet os vores fornuft, fordi hun HVER EVIG ENESTE GANG skulle have oversat menukortet fra ende til anden, inden hun kunne tage en beslutning om hvad hun ville spise. Hvordan regnen pludselig silede ned på en campingplads lige udenfor Venedig. Hvordan vi løb rundt og fangede sko, som sejlede væk i søerne af regnvand. Hvordan jeg endelig fandt min yndlingsparfume og hvordan den stadig i dag, kan få mig til at tænke på Venedig for så længe siden.

Jeg husker at vi sad i solen, Susanne og jeg. “Jeg skal have et barn”, sagde jeg og tårerne i hendes øjne var ægte og det var fantastisk. Hvordan vi glædede os og hvordan jeg malede og gik til graviditetsundersøgelser. Hvordan lægen forberedte os på, at der kunne være noget galt. Hvordan kanylen brød maveskindet og hvordan sprøjten fyldtes med fostervand. Hvordan ventetiden var uudholdelig og hvordan babyen begyndte at sparke. De lange snakke om natten, når månen var stået op og Kenneths “Skal vi have et handicappet barn, klarer vi også det” og hvordan en sten faldt fra mit hjerte. Hvordan glæden var rund og smagte godt på tungen, da vi fik besked om, at der ikke var noget galt med vores barn.

Jeg husker Kenneths hænder om min pande. Iben der konstant sagde “Og denne gang var der knapt 2 minutter imellem dem” og hvordan jeg havde lyst til at kvæle hende. Følelsen af tryghed fordi han hele tiden sad deroppe, bag mig, mens jeg fødte vores første barn.

Jeg husker smerten i benet. Lægen, som sagde at jeg måtte indlægges. At det var en blodprop. At Bispebjerg Hospitals medicinske afdeling var en skamplet på det danske hospitalsvæsen. Turene op og ned af gangen i følgeskab med mit dropstativ. Lugten af vinter den dag sidst i februar, da jeg endelig kunne forlade hospitalet med mit nyfødte barn. Turen hjem gennem Brønshøj for allerførste gang ude at spadsere med barnevognen. Følelsen af at være verdens lykkeligste menneske.

Jeg husker de lange dage ud på Hvidovre Hospital. Alle de gange jeg græd fortvivlet med ansigtet begravet i puden. Raseriet, når de endnu en gang ville forsøge sig med et eller andet uden at kunne redegøre for hvorfor. Hvordan jeg endelig fik erobret mit barn tilbage og hvordan jeg begyndte at tage stilling til og kræve svar på. Hvordan jeg blev kaldt besværlig af lægerne, men stærk og fantastisk af sygeplejerskerne.

Jeg husker, at fraværet af en hverdag kan gøre dig skør. At uanset hvor kedelig og rutinepræget den er, så er den langt at foretrække fremfor så mange andre ting. At følelsen af at komme hjem er fantastisk. At jeg kunne nummeret til Hvidovres Børneafdeling udenad i mange år. At det at ringe efter en ambulance bliver rutine. At være hjemme er en velsignelse.

Jeg husker, at hverdagen kommer. En skønne dag blev jeg opmærksom på, at den virkelig havde indfundet sig. At det var tid til endnu et barn og at jeg havde overskuddet til det. At jeg, ligesom sidst, blev gravid med det samme. At de ville undersøge mig på kryds og tværs og at jeg nægtede, men indvilligede i en del scanninger. Jeg var fuldstændigt sikker på, at der ikke var noget galt med barnet jeg ventede.

Jeg husker at jeg måtte lære at tage injektioner selv, fordi risikoen for endnu flere blodpropper var der konstant. At Kenneth hele tiden stod der, lige bag mig, og støttede mig uanset hvilke beslutninger jeg traf. At han ville gå gennem ild og vand for mig, vores søn og det endnu ufødte barn. At han ville have givet mig de injektioner, hvis jeg ikke selv havde kunnet.

Jeg husker varmen fra det åbne vindue på fødestuen. Skrigene fra kvinden som fødte inde ved siden af. Panikken, fordi det gik så stærkt. Jordmoderens “Det er en lille stjernekigger” og endelig at have hende i mine arme. At den tyrkertro jeg hidtil havde haft på, at det hele gik godt, forsvandt som dug for solen da jeg så ned på hende. At jeg var overbevist om, at der var noget galt med hende. At hun fejlede det samme som Alexander. At det tog lang tid at give slip på en følelse, som bundede i en angst jeg aldrig havde erkendt.

Jeg husker magien i de første skridt. Det fantastiske ved at opleve, at børn kan alting selv. Kærligheden der altid har eksisteret mellem børnene. Jeg husker når Kenneth lå på gulvet sammen med dem, træt efter en hel dags arbejde, men aldrig for træt til at grine. Jeg husker at de elsker ham overalt på jorden, ligesom jeg gør.

Gid jeg husker, når jeg bliver gammel…