Mor samlede æbler i går. Nogle af dem tog hun med hjem, men resten lod hun stå og de smager så utroligt dejligt af efterår.
De er saftige, så det omtrent drypper for hver en bid og de kan spises i en uendelig strøm af æbleglæde, men jeg er jo ikke god til den skræl, så det bliver til alt for lidt.
Jeg stiller de friske frem på bordet og mener, at de må friste enhver over evne, men min familie er ikke de store frugtspisere, så efter nogle dage, er de ved at antage en tekstur, som gør dem til kandidater til æblechutney og hvorfor ikke, for den bliver til gengæld spist. Rub og stub.
I næste weekend er der vist ingen planer, som kan kollidere med en ordentlig grydefuld af den gode æblechutney med karry, så mon ikke bare æblerne får lov til at ligge i fred lige til jeg fatter kærlighed til dem og forvandler dem til noget på glas. Jeg tror det næsten, for herhjemme vil de hellere have lakridser…
18 kommentarer
Liselotte
12. september 2007 at 09:42kagekone, jeg ville også gerne kunne høste mange flere æbler end dem jeg lige nu har i haven, men træerne er plantet – nu handler det bare om tålmod :-)
Deborah, melede æbler er kedelige og duer kun til glas. Jeg er enig :-)
Vida, de æbler er supergode, men derfor kan de godt ende på glas ;-)
Vida de Praia
12. september 2007 at 08:35Hvor ser de æbler bare indbydende ud! Selv ikke-frugtspisere på føle sig fristet… ; )
Deborah
10. september 2007 at 19:51Jeg kan lide begge – saftige æbler, er det bedste, men er de ikke også meget saftige, så spiser jeg dem til gengæld ikke. Min kære hr. fader har lige været forbi med nogen indkøbt ved en vejside. Og tanken er så sød så sød, men de bliver nok også lavet til noget på glas, eller frosset ned til senere. For sådan at spise dem, det kan jeg ikke, når de er melede.
Lakridser – jeg kan spise vognlæs af dem, men det går jo ikke ;-)
kagekonen
10. september 2007 at 18:50Uhm… friske danske æbler, så sprøde og saftige… på mit lille bitte træ i haven sidder der 4 styk som nok snart er modne. Det ene er et Ingrid Marie og de 3 andre, kan jeg ikke huske hvad hedder og skiltet er altså faldet af forlængst, så vi må smage os frem. Jeg håber at høsten næste år bliver lidt stører, for her i huset elsker vi æbler. Og lakridser…
Liselotte
10. september 2007 at 18:10Ha ha ha, ja, den er go’ med dig :-)
Susan
10. september 2007 at 17:55;-)
Nej da, jeg fortalte bare at min mormor (som til faeldigvis havde gebis) altid skraellede sine aebler ;-)
Liselotte
10. september 2007 at 17:31Aiiii altsååååååååååå… antyder du, at jeg har gebis, Susan? ;-)
Susan
10. september 2007 at 17:30Skallen = skraellen!!!!!!
Susan
10. september 2007 at 17:30Min mormor skraellede altid aeblerne, men jeg tror det var fordi at skallen satte sig under hendes gebis ;-)
Liselotte
10. september 2007 at 17:26De smager også skønt, men jeg bryder mig ikke om at tygge i skrællen. Jeg er meget, meget underlig… og glemmer så, at de bare kan skrælles ;-)
Susan
10. september 2007 at 17:25Saa laekre aebler ville ikke ligger laenge i skaalen her. Jeg husker naar vi fik pakke fra min mormor og morfar fyldt med aebler og paerer fra haven. Noej hvor vi guflede :-)
Liselotte
10. september 2007 at 17:15Helt okay – og se så lige af at blive rask igen i en fart :-)
Anne Dyrholm Stange
10. september 2007 at 17:13Bær over med min underlige ord-sammensætning lige før, det der hurtigere – før, det passer sgi da ingen steder hen!
Jeg skyder skylden på influ-hovedpinen, okay?!
Liselotte
10. september 2007 at 17:03Lotten, du kan roligt gå i gang, for det smager pragtfuldt :-)
Passivitet forvandlet til æblechutney OG lakridser. Sådan havde jeg slet ikke tænkt det, fisker, men du har jo ret – og det er da ikke et ringe udbytte :-)
Nina, I må prøve chutneyen. I fortryder ikke, er jeg sikker på :-)
Anne, vi kan altså ikke prale af det samme her, hvor det meste frugt bare bliver kedeligt inden det smides ud. Belært af erfaringen nøjes jeg med bananer, for de bliver spist :-)
Anne Dyrholm Stange
10. september 2007 at 16:41Her hos os ryger frugten hurtigere af fadet, før rynkerne overhovedet når at tænke på at komme forbi!
Her gnaskes, gnaves og gufles i kilovis, men endnu ikke af egne avl.
Og lakridser, dem spiser vi altså også gerne, helst de meget stærke :-)
Nina
10. september 2007 at 16:31Det er åbenbart et almindeligt problem. Her hjemme se faderens æbler også indbydende og dekorative ud i en tid, og så bliver de runkne. Sådan lige pludselig, uden at jeg opdager det i tide!
fisker & fernández
10. september 2007 at 16:13Det er absolut heller ikke daarligt, hvis resultatet af at lade aeblerne ligge er aeblechutney + lakridser… ;-)
Lotten
10. september 2007 at 16:13Jeg kender problematikken.
Mine forældre har netop været forbi med et mindre vognlæs af havens gaver, bl.a. hel kasse fuld af æbler, og den slags er jo dejligt – men vi kan umuligt nå at spise dem alle, inden de bliver runkne. Så jeg tror, jeg vil lade mig inspirere af din idé med chutney, for jeg kan ikke fordrage at skulle kassere gode afgrøder.