Endelig ramte jeg weekenden og det gjorde godt. Den er startet med tøsefnis fra stuen, hvor Oline har en veninde på besøg og jeg griner ind imellem med, for de er så sjove, sådan et par teenagere.
I dag fortalte Ege mig så, at P&P har fået Clovers gode hæklenåle og den slags skal jeg jo ikke høre to gange, så inden jeg landede herhjemme, var jeg forbi Vejgård, for at indkøbe endnu en i størrelse 3 (tænk om jeg mister den ene, jeg har) og så også lige en 4,5 og 6, for man ved aldrig hvad weekenden byder på af gale streger og tossede idéer. Nu føler jeg mig godt rustet til stort set hvad som helst.
Weekenden byder ellers på arbejde, men af den sjove slags, som resulterer i temmelig forbedrede forhold for mig og min maskinpark.
I et forsøg på at omrokere lidt herhjemme, flyttede vi for en tid siden om og besluttede os for, at Alexanders værelse skulle anvendes som arbejdsværelse for os allesammen. Hylderne bugner af Kenneths store interesse, mine ditto og derfor er vi ved at sprænge rammerne for hvad der kan være derinde. Samtidig er det sådan, at det store arbejdsbord, som er sat centralt i rummet, ikke har haft en ledig plet siden Kenneth opdagede, at det er rigtigt hyggeligt, at sidde derinde og arbejde om aftenen, så jeg har endnu ikke haft en chance for at anvende rummet til mine sysler. Jeg har ikke klaget, men ind imellem har jeg ærgret mig, for der er symaskine, overlocker og strikkemaskine, som alle tre er sjove at lege med, men besværlige at pille frem og stille op, hver gang jeg får en idé. Forøvrigt var der så også det med pladsen. Kenneth har jo forlængst invaderet bordet.
I forgårs gik det endelig op for Kenneth, at han i virkeligheden havde annekteret rummet. At han ikke levnede os andre en chance og måske var det ikke helt rimeligt, men hans interesse er temmelig pladskrævende og det skal han ikke høre et ondt ord for. Han foreslog, at jeg overtog det værelse, som hidtil har fungeret som vores kontor/computerrum (som jeg heller ikke orker at være i, fordi det er fyldt med Kenneths ting og tangel) og han så i stedet flyttede alle sine ting ind i det andet rum. Det er i orden med mig. Det bliver helt og aldeles vidunderligt igen at få eget rum til alle de kreative sysler, så jeg glæder mig.
Forude ligger et stykke arbejde med at tømme et rum og fylde et andet, men det er hyggeligt arbejde, som resulterer i et stort, lyst rum til mig med en skøn, lang bordplade, som snildt kan rumme maskinparken og endda min computer på hjørnet. Jeg glæder mig voldsomt til igen at kunne omsætte en idé til virkelighed uden at skulle invadere køkkenbordet og jeg drømmer allerede om et hjørne med slængeseng og millioner af puder, så der også kan slappes af i rummet, som fremover bliver mit og mit helt alene.
Kenneth kom hjem, så vi kan komme i gang…
21 kommentarer
Liselotte
19. august 2007 at 16:23Der skal nok komme tossestreger, men dagen i dag er vist ikke til den slags. Der er for meget praktisk, som desværre kommer i første række, men snart… :-)
Suzy Q
19. august 2007 at 15:34Ahhh – a room of one’s own.. Det er en af de allerstørste fornøjelser der findes, at få et rum, helt til sig selv :)
Hvor skønt! Jeg glæder mig til at se hvilke tossestreger du finder på at lave derinde. Bare det bliver blogget.
Liselotte
17. august 2007 at 22:34Jeg kan slet ikke vente… men kommer tid, kommer råd – så jeg prøver at være tålmodig lidt endnu :-)
Karen S
17. august 2007 at 20:17Jeg glæder mig på dine vegne. Det lyder skønt! også for os, der jo forhåbentlig får lov til at følge dig i dine kreationers vold ;-)
Kh Karen S
Liselotte
17. august 2007 at 19:38Det gør jeg også, Ella – og jeg kan slet ikke vente med at forvandle drømmene til virkelighed :-)
Ella
17. august 2007 at 19:21Det bliver fuldstændig fantastisk, Liselotte – jeg ser det for mig :-)
Liselotte
17. august 2007 at 19:05Ja Dolci, weekenden tages i ed, så jeg kan få gang i mit nye værelse :-)
Dolci
17. august 2007 at 18:49Det blir herlig med eget værelse :-) Jeg har den luksusen at jeg har et, jeg også! Og ingen som kommer å klager på rotet som naturligvis blir rundt meg ;-)
Det er herlig, og jeg antar at mye av helgen går med på å få ryddet, ja *ler*
Liselotte
17. august 2007 at 18:30Jeg glæder mig helt vildt, for jeg har jo haft eget værelse engang. Det var skønt og inden Kenneth langsomt sneg sig indenfor i det, blev der produceret mangt og meget deroppe. Uha, som det bliver godt :-)
kokken på blokken
17. august 2007 at 18:26Ja, tillykke med værelse. Jeg ved fra mig selv at hvis symaskinen og overlockeren står fremme altid, ja så er det ligesom nemmere at gå igang med de ideer der lige dukker op. Mange ideer i mit hovede er afgået ved døden ved tanken om alt det bøvl der skal til inden man er klar til at gå igang. Mit værelse er mere eller mindre blevet aflivet efterhånden som familien er vokset med børnebørn og legetøj og børn og svigerbørn der har brug for et sted at sove og ….. og …. og
Susan
17. august 2007 at 17:55Tillykke med vaerelset, til jer begge 2.
Det er en dejlig luksus at kunne rode og regere (eller lade vaere) helt uden at foele nogen form for daarlig samvittighed overfor nogen andre der evt. ogsaa skulle bruge rummet.
Luna
17. august 2007 at 17:27Tillykke med værelset Liselotte…… OG jeg er lige lidt misundelig, for jeg kender også til det med at skulle ryde frem og tilbage med symaskine m.m. :-)
Anne Lindholt Ottosen
17. august 2007 at 17:15Åååårh, manner, det lyder bare for dejligt med sådan et rum. Oprindeligt var det meningen, at vores voksenkontor skulle indeholde mine symaskiner også, men der er vist alligevel ikke helt plads. Til gengæld varer det forhåbentligt ikke længe, før mit klippebord kommer op, og hvis jeg nu fik ryddet lidt op på mit skrivebord, var der da mulighed for bare en enkelt symaskine her…
Anne
17. august 2007 at 17:15–og her kan vores ombygning ikke blive færdigt hurtigt nok (7.december ca.) for så har jeg syrum og Eddie pilefletterum–ren luksus, men men men det bliver så godt. smiler fra ører til ører.
Fr. Møller
17. august 2007 at 17:14Ja, det handler om at indrette sig. Det mest trælse ved lidt plads er faktisk, at der intet skal til, før det roder. Rod har det jo, som mange ved, med at tiltrække mere rod. Og når det som her kniber gevaldigt med energien, er der lige pludselig en forfærdelig masse rod *G*.
Det er også lidt træls at skulle tømme kælderrummet, hver gang der skal findes nyt strikkegarn frem. Men til gengæld har jeg jo langt om længe fået alle mine (mange) bøger op i lejligheden. Man må prioritere, og det gør man så. Jeg har bare været alt for forkælet i alt for mange år. Med plads.
Jane
17. august 2007 at 17:07Nøjj sidder pludselig og glæder mig til ungerne flytter hjemmefra om ca. 4 år… så vil jeg også… ha’, ja ikke et herreværelse, men et … hmmm… Jane-værelse… *ss*
Liselotte
17. august 2007 at 17:04Fru Møller, jeg lever med utrolig god plads både ude og inde og jeg er meget taknemmelig for det hver eneste dag. Det er en luksus, som jeg sætter stor pris på. Jeg har også boet på meget mindre plads og elsket det. Det handler vel dybest set om, at man forstår at indrette sig :-)
et cetera, det bliver vidunderligt :-)
et cetera
17. august 2007 at 16:58A room of ones own – stor og dejlig luksus – det skal nok blive godt. Især lyder “slængepladsen” som en god idé :-)
Fr. Møller
17. august 2007 at 16:54Jamen det går skam også, da jeg trods alt kun skal dele lejligheden med hunden og deltidskatten. Men da den stod på tradtitionelt familieliv, var jeg helt på linje med Virginia Woolf: A woman with a room of her own :-).
Ejendommen her er i øvrigt fra 1919 – jeg bor i en gammel industriby. Tænker tit på, at her utvivlsomt har boet familier med både fem og seks børn på det antal kvadratmeter, jeg nu luksuriøst har helt for mig selv. Det perspektiverer tingene lidt.
Liselotte
17. august 2007 at 16:49Fru Møller, man lever med og under de forhold man nu engang har og at have et arbejdsværelse er simpelthen en luksus ud over alle grænser. Det er vidunderligt og jeg glæder mig meget til at få det etableret :-)
Fr. Møller
17. august 2007 at 16:46Nu bor jeg jo på meget lidt plads – 48 kvm er, hvad jeg kan lukke dørene til, selv om jeg formelt disponerer over 60.
Jeg savner i den grad mit arbejdsværelse! Men hvad – alternativet havde været posedame, så når alt kommer til alt, skal jeg slet ikke klage :-).