Mens jeg hygger igennem med strikketøj og Niarn, der viser Aalborg frem, ligger Oskar i fodenden og snuer. Han nyder, når pladsen er ledig, for det er tæt på uden at irritere og han ved, at han får lov.
Jeg synes Niarn er en smule påtaget og tandsmørsmart, men han og jeg deler kærligheden til arbejderbyen Aalborg og det er sikkert bare mine fordomme, som skygger for alle de kvaliteter, som Niels med sikkerhed besidder.
Og nu kommer historien om Niki, den unge mand, som forgæves ventede på et nyt hjerte. Jeg vil se den, men jeg kan mærke, at døde unge mænd trækker vand.
Det er vigtigt at se udsendelsen. At tage stilling. Det må koste det det koster og i fodenden ligger Oskar. Han ved hvornår han skal krybe tæt på.
28 kommentarer
Liselotte
20. april 2007 at 20:31Lisbeth, jeg tror netop det er meget forskelligt, som vores behov manifesteres, når vi ind imellem bringes i situationer, som den ovenfor. Der er vist ingen vejledning at følge, men det er godt at have gjort sig nogle overvejelser inden, tror jeg. Det gør beslutningen – uanset hvad den måtte være – lidt lettere, er min fornemmelse.
Lisbeth
20. april 2007 at 17:06Jeg synes også, det er utrolig vigtigt at tage stilling. Jeg er for organdonation, og mine organer må gerne bruges til donation i fald det bliver aktuelt. Men da jeg stod med min 6 ½ årige søn, der var hjernedød pga en infektion, var jeg utrolig glad for, at han ikke kunne være donor, for jeg tror ikke, jeg kunne have sagt ja. Jeg havde meget brug for at have ham hos mig, da hjertet også stoppede for at fatte, at han virkelig var død. Men det er heldigvis individuelt, hvad man har behov for. For mange giver det god trøst, at ens næres død har givet op til 5 andre mennesker håb om et bedre liv.
Liselotte
20. april 2007 at 13:24For lige at have det på det rene, så snakker vi ikke organdonation omkring Alexander. Det kom slet ikke på tale. Han blev bare mit eksempel på følelserne, som kan komme i vejen for fornuften :-)
Frederikke
20. april 2007 at 13:16Jeg har hele tiden tænkt på det anderledes, altså ikke som noget “bliver tvunget ud af hænderne på mine efterladte”, men dermed, at jeg som fuld organdonor, har taget valget for mine efterladte og de behøver ikke derfor ikke stå med beslutningen.
Jeg vil gerne modtage organer, hvis det en dag blev aktuelt og derfor synes jeg også, at det er mest rimeligt at give sine organer, hvorfor jeg heller ikke synes, at mine efterladte skal stå med det ansvar og valg (på mine vegne) på et senere tidspunkt.
Liselotte
20. april 2007 at 13:15Frederikke, vi kan aldrig vide hvad der sker indeni, når vi pludselig står i en situation, som den ovenfor. Jeg troede, at jeg havde det som dig, men det skulle vise sig, at det havde jeg slet ikke.
Bagefter har jeg tænkt, at mine følelser omkring Alexanders død var så komplicerede og stærkt mærket af, at jeg syntes, at han havde lidt alt for længe på grund af svigt, at jeg ikke længere tålte, at noget kommunalt/offentligt tog mere af ham. Jeg tror det farvede og stadig farver mine følelser.
Frederikke
20. april 2007 at 13:11Liselotte: Følelser kan overraske os.
Jeg havde det til gengæld helt anderledes, da Cirkeline døde. Selvfølgelig skulle hun obduceres, måske de kunne finde noget, der med tiden kan hjælpe andre hjertebørn og vi tilbød også at lade hendes organer blive brugt, men på det tidspunkt var de jo allerede så ødelagte, at det ikke lod sig gøre.
Liselotte
20. april 2007 at 12:01Lene, følelser har deres eget liv og de er langt stærkere end vi regner med. De overtager ind imellem. Sådan er det bare :-)
Yrsa og Helle K, jeg tror ganske simpelt ikke vi kan gøre andet end tænke tanken til ende. Finde vores holdninger frem fra dybet og så håbe, at vi aldrig får brug for dem, men også være klar over, at holdning er én ting, men følelser tilsyneladende noget helt andet.
HelleK
20. april 2007 at 11:27Kære Liselotte, jeg tror du har ret i, at vi aldrig kan vide, hvordan vi reagerer, når vi står midt i det ubærlige, at have mistet et barn.
Jeg mistede min datter, da hun kun var 4 dage gammel, og sagde ja til en obduktion, men idag ved jeg ikke, om jeg egentlig tænkte så meget over det, eller jeg var i chok, og i princippet kunnet have sagt ja til hvad som helst. Så det er egentlig fint, at vi skal tage stilling, når vi har ro og kan tænke – men holder beslutningen, når det gælder – det kan vi aldrig vide, men vi skal alligevel tage stilling.
Frederikke, tak for dit link – men jeg har egentlig ikke lyst til, at “tvinge” mine børn, eller udsætte dem for, at deres hjernedøde mor bliver “flået ud af hænderne på dem”, hvis de siger nej til donation – så det må betyde, at jeg fortæller, hvad jeg mener, men ikke udfylder kortet?
Yrsa
20. april 2007 at 11:22Jeg forstår dig fuldt ud Liselotte – man ved ikke hvordan man vil reagere før man har prøvet at stå i situationen. Og jeg ved da heller ikke hvordan JEG vil reagere når/hvis jeg nogensinde kommer i en situation, hvor jeg skal tage stilling til organdonation eller obduktion.
Men det er stadig godt at tænke over det og tage stilling.
Lene
20. april 2007 at 11:08Liselotte, tak for ordene, du er en af dem jeg kender, der bare kan sætte ord på det svære. Det du fortæller omkring Alexanders død, det har jeg også oplevet på mit arbejde, og sådan er det bare, følelser har deres eget liv.
Liselotte
20. april 2007 at 10:52Der ligger meget gemt i spørgsmålet om organdonation og ikke mindst de mange følelser, som er en konsekvens af at skulle tage afsked med en elsket.
Lene, jeg synes du har øje for og ord på den allersværeste del af hele denne diskussion, for hvornår er man klar til at tage afsked og hvordan bliver den afsked, når personen, som er død, er organdonor.
For mig er allervigtigste, at omverdenen respekterer det valg, som føles rigtigt for den enkelte. Jeg har endda forståelse for, at der kan være situationer, hvor beslutninger, som tidligere er truffet, ikke længere føles rigtige, men jeg forstår også frustrationerne fra lægeverdenen, når de står med en hjernedød, som kunne have reddet liv – det er bare et faktum, at vi stadig selv råder over eget legeme og i yderste konsekvens over pårørendes.
…
Det er noget andet, men…
Da Alexander døde, blev vi spurgt om de måtte obducere. Der skete noget forunderligt, for mine følelser tog over i samme sekund, som jeg hørte ordet obducere.
Mit umiddelbare svar var nej. Det måtte de ikke. De skulle ikke skære i Alexander. Han skulle være hel og fin og ikke være dissekeret, fordi de gerne ville vide. Han var min og ingen skulle skære.
Det overraskede mig, for jeg er meget pragmatisk anlagt og drengen var død. Hans krop var bare et hylster, som ikke længere var til nytte, men mine følelser tog over og lukkede af for den del af mig, som egentlig altid havde ment, at kunne man blive klogere på hans mange skavanker, kunne man måske drage nytte af det og siden hjælpe andre.
Jeg erfarede, at den holdning jeg mente at være i besiddelse af, ikke holdt i virkelighedens verden. Jeg fandt ud af, at den beslutning, jeg allerede havde truffet for år tilbage, ikke kunne udleves. Mine følelser tog over og jeg kunne ikke…
Følelser er ikke fornuftsbetonede. Ikke det mindste. Følelser er til gengæld stærke og det kunne ikke være anderledes. Jeg kiggede ikke én gang på Kenneth undervejs i samtalen, for det var så dybfølt, at jeg end ikke ville diskutere det. Kenneth var enig, men det opdagede jeg først bagefter, for jeg havde kun øje for mine egne følelser. De tog over og jeg glemte alt omkring mig.
Vi havde en læge, som uden diskussion, men med respekt accepterede vores beslutning. Det havde vi brug for i det øjeblik.
Bagefter fik jeg behov for at tale om beslutningen, men den havde ikke ændret sig, selvom jeg havde fået mere tid. Det var sådan jeg havde det. Det er sådan jeg stadig har det. Mine følelser for det er så stærke, at de ikke kan overhales af fornuft.
Jeg tror det sker for mange af os. Det er menneskeligt og det er en forklaring. Også på nogle af de hjernedøde, som aldrig bliver donorer.
…
Når det er sagt, så er min umiddelbare holdning, at jeg og mine kære naturligvis er organdonorer, men hvem ved hvordan jeg ville reagere i sådan en situation. Jeg ved i hvert fald ikke.
Frederikke
20. april 2007 at 10:41I dag er det sådan, at hvis du udfylder et donorkort med tilladelse. Så kan din familie ikke modsætte sig dit ønske.
Læse mere her: http://www.sundhed.dk/wps/port.....0407151434
Kathrin
20. april 2007 at 10:03Mmmmm. Du skriver så herlig! =0) Din sans for blomster kan jeg like! God helg til deg!
Marianne
20. april 2007 at 09:16Jeg er organdoner og giver alt væk, når jeg dør.
Jeg har været registreret i nogle år nu.
Bloddoner derimod har jeg ike fået mig meldt endnu. Jeg har fået nogle pircinger og en tatoo, der har gjort jeg skulle vente, men den undskylding kan jeg ike bruge mere.
Nu skal det vist snart være.
Mit andet indlæg var vist lidt malplaceret herinde. Beklager :-)
Yrsa
20. april 2007 at 09:09Det er SÅ vigtigt at tage stilling og IKKE MINDST fortælle det til sine nærmeste, for selvom man har ladet sig registrere som organdonor bliver de pårørende stadig spurgt om det er ok.
Jeg så undsendelsen og måtte også lige fælde en tåre for den unge mand og ikke mindst hans mor som stod tilbage.
Det var stærkt at hun kunne fortælle om glimtet i hans øjne hun havde set efter operationen.
Jeg HAR taget stilling for mange mange år siden.
HelleK
20. april 2007 at 08:49Jeg så udsendelsen sammen med min søn på 13, den fik mange tanker igang, og vi fik os en snak om “hvad nu hvis”. Min søn sagde meget alvorligt, at hvis der skete ham noget, så SKULLE han bare være organdonor, det gjorde mig glad, at han turde tage stilling, men jeg blev selvfølgelig også ked af det – det er så svært at elske, man bliver så bange for at miste.
Jeg tog selv stilling for 19 år siden, jeg mistede et barn, hun kunne ikke være reddet af en donation, men jeg kom til at gøre mig mange tanker om livet og døden. Dengang besluttede jeg,at jeg gerne vil være donor, men har hele tiden sagt, at hvis det sker mens mine børn er “små” – jeg ved ikke rigtigt, hvornår jeg synes de ikke længere er små i den sammenhæng – så må de bestemme, så de ikke får min beslutning som et pres i en svær tid. Samtidig ved jeg også, at min mand ikke vil være donor.
Jeg har egentlig aldrig tænkt på, at snakke med mine børn om det, jeg har altid tænkt, at hvis der skete dem noget, så ville jeg bare tage min egen beslutning – de er jo døde og vil så være ligeglade.
Til sidst et spørgsmål: Jeg har spekuleret på, hvis jeg udfylder et donorkort, men mine børn eller mand ikke ønsker at opfylde det, hvis jeg fx dør imorgen, vil jeg så blive donor alligevel? Eller vil lægerne vægte de efterladtes ønsker mere?
Lene
20. april 2007 at 08:12Jeg så ikke udsendelsen, men læste lidt på tv2s side. Som jeg læser der, havde de synsvinklen et andet sted end når de ellers har haft debat i nyhederne. Normalt lyder det altid, der er for få donororganer, og SÅ bliver jeg vred, for donororganer er der kun hvis andre dør, så ønsket må være, at vi tager stilling.
Et modargument for donor er at folk har følt, at deres sidste tid med det familiemedlemsom oftest trafikramte) blev forstyrret af, at organet skulle tages ud så hurtigt som muligt. Jeg håber, at man er blevet bedre til dette. For som jeg hører dig, Liselotte og min søster, så er det vigtigt i farvel períoden, at der er tid nok, at intet skal hastes igennem.
Jeg troede jeg havde taget stilling, og det var imod organdonation, i dag er jeg ikke helt sikker, så jeg skal tænke lidt mere.
birgitte
20. april 2007 at 06:46Vi kender en familie, hvor deres trafikramte søn gav organger til 5 forskellige mennesker. Det gav denne enlige far en trøst og glæde midt i egen sorg. Selv siger han, at han synes, at hans søn lever videre. Alle har kontakt i dag. Min dybeste respekt for denne far. Det er da næstekærlighed.
Marianne
20. april 2007 at 06:09Ja så selvfølgelig også programmet.
Stærk familie der valgte at stå frem. Jeg er selv mor til en dreng med meget dårlig hjerte.
Det mest utrolige jeg har oplevet er de børn der bliver hjerte transplanteret. De ankommer næsten liggende til hospitalet – kan intet – og 5 – 10 dage efter transplantationen har jeg set dem tulle rundt på gangen – spise med stor appetit. Det er så stort – næsten som en genfødsel.
Hvis bare alle ville tage en stilling
Milea
20. april 2007 at 00:15Så også udsendelsen, som undervejs trak lidt tårer frem.
Både jeg og manden tog stilling tilbage i 2001. Jeg har dog lavet en begræset tilladelse med pårørendes accept, men ellers så giver jeg gerne mit hjerte, lunger, nyrer og lever væk, når jeg engang dør.
Deborah
20. april 2007 at 00:07Vi er enige om, at man skal vælge. Jeg har skrevet livstestamente, og donorkort, foruden fortalt mine nære, hvad jeg ønsker/vil/ikke vil – så kan jeg ikke gøre mere, men alle der kender mig, er helt klar på min holdning til de ting.
Liselotte
19. april 2007 at 22:42Pia, det vigtigste er at vide, hvad man vil eller ikke vil. Jeg har fuld respekt for det personlige valg, men jeg vil ønske at folk træffer det.
Hanne – jeg troede du kunne se udelivet på mine sorte negle ;-)
Hanne
19. april 2007 at 22:29Valget skal træffes og man skal have det godt med det. Jeg vil ikke se udsendelsen, den er valgt fra i dag, da jeg ikke er i humør til en tudetur (jeg tuder altid, når jeg ser den slags -og bliver også lidt flov over, hvis jeg bliver opdaget…mærkelig nok).
Jeg ville egentligt bare kommentere din flotte brune farve på hænderne, du må være et udemenneske og det er da dejligt :-)
Pia
19. april 2007 at 22:23Jamen det har du helt ret i, og vi tog da også lige den snak umiddelbart efter udsendelsen, bare sådan for at være sikker på at vi kendte til hinandens tanker derom. Manden har har vidst aldrig været i tvivl, han siger helt klart at han bare skal tømmes hvis det kan komme andre tilgode. Jeg har derimod været i tvivl, er bange for at mine vælges fra for tidligt fordi lægerne vil mene en anden har bedre odds, men det ved jeg jo godt er noget pjat, så både jeg og purken har også taget stilling, selvfølgelig skal andre ha glæde af det der evt. kan bruges.
Liselotte
19. april 2007 at 21:26Pia, det er virkeligheden og den er barsk for nogle, men jeg er enig med Anette – det er vigtigt at tage stilling. Valget er dit og mit og kun vores, men det er vigtigt, at vi foretager det.
Marianne
19. april 2007 at 21:25Hvad vil du sige at et sengetæppe, som du lige har lavet til Oline cirka koster i garn? Jeg ved godt du har brugt rester, men kan du sige en cirka pris?
Anette
19. april 2007 at 21:05Hej Liselotte.
Jeg er enig med dig i at man skal tage stilling; om man siger ja eller nej er for mig ligegyldigt men man skal træffe et valg og meddele sine nærmeste sin beslutning.
Hilsen Anette
PS. sød og betænksom hund
Pia
19. april 2007 at 21:03Jeg så også den udsendelse, men jeg er virkelig dårlig til det, lidt lige som en gyser, går lidt frem og tilbage som udskyder det virkelighedens barskhed. Sætter med det samme mig selvi morrollen og min purk i offerrollen, det er ik helt godt nej, men følelsen jeg får ved at komme så tæt på kan kun sættes i sammenhæng med den følelse jeg får ved tanken om at noget ondt skal ske mit eget elskede barn.
Øv mand, det er ik fair, det er det bare ik. Vores unger er da født som verdensstjerner, de bør da leve livet i lang tid efter os andre.