“Kom unger, vi skal se på lig i dag” havde den forventede effekt. De gad godt.
Tre meter under Algade var vi. Det lykkedes endelig i dag, at få adgang til Gråbrødre Klostret, som er gravet ud omkring ’95 og nu ligger, som konkret på en tid, der var engang. Endelig fik visitsen syn for sagen og jeg fred i sindet. Der blev gransket skår, fundamenter, kander, rosenkranse og ikke mindst lig.
Efter dette kulturelle indslag, havde ungerne vist sat næsen op efter McDonald, men sådan er verden så uretfærdigt skruet sammen, så skuffelsen stod malet i ansigtet på dem, da jeg insisterede på, at de også skulle ned at se Hjelmerstald, som jo oprindeligt er en del af klostret.
Vi endte med en omgang dansende damer og jeg må indrømme, at ungerne ikke var ubetinget tilfredse, men fodret blev de – altså med det de kedelige voksne syntes var godt.
Her fra gik turen ned over Nytorv, hvor de måtte trave ind gennem Jens bangs Stenhus, mens de lidende og højlydt sukkende hørte mig fortælle lidt om historien bag huset og da de fik øje på Mc Donald, insisterede de voksne i stedet for på frokost nede i Duus’ Vinkælder, hvor man ikke kunne få fedtede burgere og slatne pommes frites. De hadede os vist.
Lidt af eftermiddagen blev brugt inde på Universitarium, som udstiller og gerne forklarer om lys og tilmed har en flysimulator, som til gengæld kunne opveje lidt af de tidligere så triste oplevelser.
Vi sluttede dagen af med at måtte vente på et par damer, som skulle ose. Heldigvis stod vi nede på Bleggårdsgangen og ventede.
Der er en fantastisk udsigt til byens mest svulstige gavl…
Hvem ville turde modsætte sig? Ikke os i hvert fald. Vi holdt borgfred resten af dagen og jeg har en lumsk mistanke om, at ungerne slet ikke synes, at dagen var så forfærdelig, som de ellers prøver at overgå hinanden i at fortælle.
12 kommentarer
Karin
6. august 2006 at 14:45Haha… ;-) Jeg hørte engang udtrykket: “æstetik i forfaldet”… det dyrkes jo meget med f.eks. nye møbler der skal se gamle ud fra fabrikken etc. … mon ikke også det gør sig gældende her? … eller hvad?!
Holme
4. august 2006 at 15:14Fornuftigt, fornuftigt valg omkring McDonalds. Der er ingen grund til at forgifte sine børn mere end højst nødvendigt :)
Lizelotte
4. august 2006 at 11:38Hvorfor er nøgne maver og kroppe og bryster osv egentlig grimmere end nøgne ansigter? Det forstår jeg ikke helt, Karin… ;o)
Men nu kommer jeg også af og til på naturistcampingpladser og -strande. Der får man sådan et afspændt forhold til den slags…
Karin
4. august 2006 at 11:18Hvem har mon stået model? ;-) Hvor er jeg glad for at vi har for vane at bevæge os rundt i det offentlige rum MED tøj på… It could go ugly otherwise….
Liselotte
3. august 2006 at 23:44Der er jo en grund til, at vi ikke ville turde modsætte os… ;-)
Kimporator
3. august 2006 at 23:24Robert Crump på en dårlig dag. Der findes i øvrigt ikke noget mere aggressivt end såkaldte fredskvinder.
Liselotte
3. august 2006 at 21:38Jeg tror, at jeg ved præcis hvad du mener Uffe – det er jo det, som gør det så fantastisk. Hvorfor findes det? Jeg forstår ingenting… ;-)
Uffe
3. august 2006 at 20:03Undskyld, men den er fandme grim, den gavl.
Liselotte
3. august 2006 at 18:53Ja, dagen har formentlig slet ikke været så ringe endda, for de deltagende børn, men gavlmaleriet syntes de nu alligevel var “for meget” – jeg synes det er helt fantstisk og noget så 70’er-retro :-)
Charlotte
3. august 2006 at 18:36Hvor kommer det dog fra, altså din sans for detaljer, den kunne jeg godt tænke mig at overtage den dag du bliver træt af den. Men spændende ser det ud og billederne oser af fortid og lidt uhygge.
Donald
3. august 2006 at 13:37Javist, når man én gang har sagt “forfærdelig”, så må man jo stå ved det! Aldrig skifte mening, ellers taber man jo prestige. Der er nu noget positivt ved de unge menneskers stabilitet;-)
En dag viste TV nogle billeder af overvægtige Amerikanere, som næsten ikke kunne gå. I modsætning til filmen “Hvad så, Gilbert” så var dette ikke skuespil. Hvis man brugte sådanne billeder ved serveringen af “Slatne Pommes Frites ™”, så kan man jo håbe, at det har en forebyggende virkning.
conny
3. august 2006 at 08:43Det er dog det skønneste gavlmaleri, jeg nogensinde har set!!