6

At krydse sine spor

Efter maden tog vi en tur ud over vestbyen, hvor jeg boede i 6 år. Jeg tog Oline med på ekskursion gennem et hul i hegnet, for hun skulle se hvor jeg gik i skole, da jeg var præcis på hendes alder. Vi fik et kig på stedet, hvor jeg hvert eneste frikvarter sprang buk. Vi så gymnastiksalen og jeg udpegede stedet, hvor jeg blev tvunget til at strikke et forhadt, stribet halstørklæde.

Ryesgade Skole

Inde bag en beskidt rude sad han endnu, uglen. Mine hænder erindrer stadig præcis hvordan hans øjne føles. Hvordan det føles af lade hænderne vandre ned over hans vinger, mens tommelfingrene følger hans ben.

Han har lagt øre til meget af min frustration og jeg husker endnu den gang, da jeg blev smidt udenfor i musiktimen og fortalte ham, hvor uretfærdigt det var. Utroligt at han ikke forlængst er slidt op, for jeg kan umuligt være den eneste, som holdt af ham.

Efter at have krydset mine egne spor, fortsatte vi videre ned til bådehavnen, hvor vi til alles gru opdagede, at vi ikke ejede Kongens Mønt. Vi måtte opgive isen og køre videre, men heldigvis kom vi forbi et sted, som glad og gerne tog imod et dankort og så var den aften reddet.

Aftentur

Isen spiste vi oppe blandt Fjordblinks smukke haver og så gik turen hjemad, for der er endnu en skoledag i morgen og den forklaring kan altid tages i brug, når man ikke selv gider indrømme, at man er træt som det nærliggende alderdomshjem.

Du vil sikkert også kunne lide