Havetur

En halv time ude i sneen og mine hænder er røde og ømme. Ikke fordi jeg brugte tid på at lave snebolde. Den slags er kun sjovt, hvis man har nogen at kaste dem efter og det havde jeg ikke. Jeg havde stilhed og fred for vaskemaskinen. Det var ganske dejligt.

Om lidt kalder den til endnu en omgang vask og tørring, men inden vil jeg sidde her et øjeblik og lade varmen finde vej til mine fingre igen.

Udenfor var det mildt og dejligt. Måske det tøer en smule, men ikke mere end sneen fortsat ligger i tykke lag over det meste af haven. Den danner det smukkeste tæppe, som jeg næsten ikke nænnede at træde i, men der var ingen vej udenom. Jeg ville ned i bunden af haven, hvor træerne er.

Jeg kunne se, at katten jeg så forleden, tilsyneladende ynder at komme dernede. Der var tydelige spor overalt og specielt omkring det træ, hvor jeg så den kravle rundt tidligere. Måske den tror, at den kan fange de fugle, som sidder i toppen og kigger ud over kvarteret.

Frøstande fra efteråret står stadig og pynter i haven. Nogle af dem er så smukke, som små kunstværker og med den hvide sne som baggrund, bliver de ikke mindre smukke.

De minder mig om den tid, som var for ikke så længe siden. Tiden med grønne og friske krydderurter lige udenfor døren. Tiden med blomster i smukke farver og tiden med udelivet, som jeg elsker. Den kommer snart igen, men inden kan vinteren nydes og når den bidrager med landskaber i hvidt, er jeg ikke den som klager.

Sneen lå på sine steder så højt, så den fandt vej over mine MoonBoots, som ellers plejer at kunne holde så rigeligt til sneen, som aldrig bliver særlig dyb herhjemme. Det er den altså lige nu, hvor den også har samlet sig i driver, hvor vinden har fundet det passende og jeg har formentlig lignet en tosse, når jeg krabbede mig omkring det værste. I hvert fald bankede Oline på ruden, kiggede på mig og rystede så på hovedet, mens jeg gjorde hende opmærksom på, at der var både friskt og dejligt i sneen. Det bed ikke på, når tegnefilm, varm kakao og nye spil gør livet indendøre behageligt.

Jeg selv, jeg synes det var alletiders tur udenfor, når nu tiden ikke var til Rold, eller bare Lundby Krat, som ville have budt på skovstrækninger med masser af sne og dyrespor. Til gengæld fik jeg frisk luft, røde kinder og en samvittighed, som sagtens kunne bære den ½ time uden pligter.

Hvor var der skønt og kønt derude…

Se flere billeder på Flickr.