Julehandel…

I dag skal det store slag stå. I dag skal vi have købt de sidste julegaver. I dag skal mad til juledagene fylde hylderne i mit nye spisekammer. I dag skal vi have købt juletræ…

Oline insisterer på, at vi skal have et STORT juletræ og ikke nok så mange forsøg fra min side, forandrer hendes ide om det perfekte juletræ. Der er alt for meget pynt, som ikke kan være på et mindre træ, ifølge hende.

Vi mangler fortsat at købe julegaver, så de skal købes i dag. Svigermors gave ved jeg allerede hvad skal være, men til børnenes julegaver, har jeg brug for Kenneth, som jo er fantastisk til at købe gaver. Han plejer altid, at finde de perfekte gaver, så han skal med på tur i dag og så skal det nok gå glat.

Vi skal bl.a. ind til byen og foran Salling sælger de naturligvis også kandiserede æbler, som er indbegrebet af jul for mig. Det skal være et af dem med kokos. Det skal indtages med behørig respekt for karamellens glatte overflade, men alligevel knækkes forsigtigt med det yderste af fortænderne, så smagen af kokos blander sig med smagen af karamel og syrligt æble.

Det skal nydes i små mundrette bidder og jeg får det i fred. Resten af familien anser mig for en anelse gal, når jeg kaster mig ud i det de anser for at være mere end en blandet fornøjelse.

For Oline gælder det, at julen først er skudt rigtigt i gang, når det står pebemyntestænger på bordet. Hun elsker dem og så sent som i går, bestilte hun adskillige, for “ellers er det ikke rigtigt jul”, som hun sagde. Det er taget til efterretning.

Der skal provianteres. Der er bestilt and og flæskesteg, som skal hentes senere i dag og desuden er vi, desværre, nødt til at bevæge os ind i et af de overfyldte supermarkeder her omkring. Endnu har vi ikke besluttet hvilket, der skal få æren af at se os opgive ævred og kaste håndklædet i ringen, mens vi bliver mere og mere apatiske, som vi kommer frem ad de overfyldte gange.

Det ender altid galt, når vi er afsted i anledninger som denne. Vi ender med at kaste både mulige og umulige varer i vognen i desperat forsøg på, at blive færdige i en hulens fart. Vi begynder i panik at kaste os over al verdens produkter, veje dem i hånden, pege mod den anden og sige “Tror du muligvis vi kommer til at mangle xxx?”, hvorefter den anden, akkurat lige så desperat, nikker og siger “Ja, tag bare en ekstra” og pludselig er vognen fyldt og vi indehavere af de underligste kolonialvarer, som vi aldrig tidligere i vores liv har ejet en pakke af. Vi kortslutter.

Jeg tror på, at vi denne gang bevarer overblikket. Selvfølgelig gør vi det. *Hoost*