– blev starten på en lang rejse, som endte rigtigt godt…
Min amerikanske ven Jeff, bor i Greenville, en lille by i Butler County, Alabama. Han er ud af en familie, som nok må siges at være prototypen på sydens white trash.
Trailerparken har været hans hjem gennem mange år. Hans uddannelse er så godt som ikke eksisterende og når jeg siger, at han blev gift med 16-årige Jessica, fordi hun ventede deres 1. barn er det ikke noget, som får selv den fineste øjenvippe til at blafre i Greenville. Det er mere normen end det omvendte.
Alle de forestillinger jeg havde om syden lever Jeff og hans familie op til.
Jeff kommer af en familie, som rummer det hele på godt og ondt. Liv som er så markant anderledes end mit, at det har været en meget stor udfordring at formidle det danske samfund uden at tage værdigheden fra et menneske, som jeg er kommet til at elske højt, men som også lever materielt fattigere end nogen anden jeg kender. Alene at få ham til at forstå, at man i Danmark “får penge for at tage en uddannelse”, som han formulerede det, tog rigtigt lang tid. Det tog også tid at fordøje for en mand, hvis intelligens rummer potentiale, som aldrig nogensinde har været i nærheden af en reel chance for at blive udnyttet.
Jeff har en lillebror, som jeg har skrevet en smule med gennem de sidste 3 år. Han har været meget svær at få etableret kontakt til. “Jeg staver så frygteligt dårligt, så jeg tør ikke snakke med hende”, sagde han i starten og han havde ikke overdrevet. Hans engelsk var så mangelfuldt, så jeg ind imellem måtte gætte mig frem til meningen.
Vi fandt hinanden, da jeg spurgte om han vidste noget om alligatorerne, som lever i sumpene udenfor byen. Selvfølgelig havde Jeff givet mig et tip om, at en af Kevins helt store interesser lå her, så i bar iver glemte han, at han ikke stavede vældig godt og kontakten var etableret.
Det viste sig, at Kevin havde det frygteligt skidt i skolen. Efter en tid, spurgte han forsigtigt om jeg ikke var tegnsprogstolk, hvilket jeg jo kunne bekræfte. “Det ville jeg altså enormt gerne lære”, sagde han så og jeg måtte naturligvis spørge lidt ind til hvorfor han gerne ville det. Han forklarede det ikke før en måneds tid senere, hvor snakken faldt på tegnsproget igen. Han sagde: “Jo Liselotte, jeg tror faktisk at jeg er døv…”.
I første omgang troede jeg, at han bare sagde det for at tækkes mig. Han var blevet glad for mig, så måske han mente, at jeg ville holde mere af ham, hvis han var døv.
Sådan var det slet ikke. Han var virkelig døv. Han havde levet 12 år af sit liv i en familie, hvor de bare havde skældt ham ud for at være doven, ulydig og for dårlig til at høre efter.
Kevin fik, efter lange og insisterende forklaringer og tilbud om betaling fra mig, lov til at komme til en høreprøve og det viste sig, at han er svært tunghør. Ingen i hans omgangskreds havde opdaget det, for han har åbenbart været usædvanlig god til at mundaflæse og almindelige lægetjek er sparsomme i en fattig sydstatsfamilie, som end ikke ejer en forsikring til at betale for en høreprøve.
Kevin startede på Alabama Institute for Deaf and Blind for ½ år siden og i dag fik jeg besked om, at han er indstillet til en operation, cochlear implant, som skal give ham hørelsen delvist tilbage. Han har det rigtigt godt og hans stavning er forbedret med mindst 200%. Han er glad og trives og hans familie støtter endelig op omkring ham.
Den slags gør mig altså usigeligt glad.
11 kommentarer
visitsen
18. januar 2005 at 07:47Det er s? her jeg gerne vil citere en klog kone:
“Det er v?rdifuldt og heldigt at opdage nye talenter. Jeg skal huske at gl?des over dem og endelig skal jeg, som det allervigtigste, erkende, at der findes andre mennesker, hvis skrin er fyldt med talenter jeg m?ske gerne ville have haft, men som ikke findes i det skrin jeg har f?et.”
Nyd dit talent Liselotte for at v?re favnende og rummelig – og lad os s? i fred v?re lidt misundelige over at vi m?ske ikke besidder (eller bruger) det samme talent.
Liselotte
18. januar 2005 at 06:23Det er lige f?r jeg fortryder, at jeg fortalte historien, for den handler alts? ikke om mig, men om Kevin, som bare har f?et det s? godt.
Det er den gode historie :-)
chris
17. januar 2005 at 22:12Jeg sidder her med t?rer i ?jnene og jeg er ikke engang t?s! Du er simpelthen bare et godt menneske Liselotte og jeg synes det er helt fantastisk, at du har s? meget at gi’ af.
Liselotte
17. januar 2005 at 21:47Hmmm… s? er det sgu heller ikke v?rre. Jeg er en led heks med minush?l og sk?gstubbe n?r det kommer over mig…
erlando
17. januar 2005 at 21:40Jeg kan kun beundre dit overskud.
Anja
17. januar 2005 at 21:39Hvor ER du bare dejlig, Liselotte!!!!!! Jeg kan ikke sige andet! Hvor er dine n?re heldige at have dig! :)
Liselotte
17. januar 2005 at 21:28Hmm… jeg har kendt ham i 4 ?r og han har i tidsbegr?nsede perioder v?ret ansat som alt-mulig-mand i det ejendomskompleks familien tidligere boede i, men det er altid kun kort tid, s? det er ikke noget med fremtid i. Det er ikke til at f?, n?r man ikke har andet end det der svarer til en folkeskoleeksamen og muligheden for en uddannelse har han simpelthen ikke, s?… det er som ufagl?rt og altid uden nogen former for forsikring han er ansat.
For?vrigt, s? har familien i dag 3 b?rn at fors?rge. Da jeg l?rte Jeff at kende, var Jessica, hans kone, lige fyldt 18 og ventede deres 3. barn, s? det g?r st?rkt i den familie ;-)
Puk
17. januar 2005 at 20:31P? trods af du sl?r dig i t?jret, s? tager jeg stadig hatten af for dig.
Det er mennesker som dig, vi andre b?r str?be efter at ligne.
Det var da trist at h?re for Jeff – h?ber virkelig at kan finde noget han kan lave p? trods af hans epilepsi.
Liselotte
17. januar 2005 at 19:17Puk… jeg vil nu ikke tage ?ren for det her. Det var formentlig sket alligevel, n?r Kevin p? et tidspunkt var blevet n?dt til at afsl?re overfor omverdenen, at han faktisk n?sten intet h?rte.
I hans familie (og, fornemmer jeg, i mange andre familier derovre) er det en skam at v?re handicappet. Det er bedst at skjule det – og det har sikkert ogs? v?ret for?ldrenes mere eller mindre bevidste valg, at ignorere de sikkert forholdsvis tydelige tegn p?, at han ikke h?rte s?rlig godt.
Jeff, hans storebror, er for?vrigt blevet hjerneskadet med efterf?lgende epilepsi efter at v?re faldet af bagsm?kken p? en truck, p? vej hjem fra arbejde p? en byggeplads.
Han kan ikke f? ans?ttelse nogen steder, fordi man derovre forlanger sundhedsattester inden man ans?tter folk. Firmaer t?r ikke risikere, at han f?r anfald og dermed skader sig selv eller andre, fordi det kan betyde enorme erstatningskrav, som firmaerne ikke vil risikere. Jeff er d?mt til et liv som underbetalt og usynlig (ulovlig) arbejdskraft.
Livet er voldsomt anderledes for den familie og jeg bliver taknemmelig over at bo her i Danmark s?… :-)
Morten
17. januar 2005 at 19:06Jeg kan kun tilslutte mig puk Liselotte.
Flere af din slags tak , vi har brug for jer.
Puk
17. januar 2005 at 19:02For fanden Liselotte – du form?r da at r?kke videre og favne bredere, end man skulle tro, der var plads og arme til.
N?r jeg l?ser om dit liv, jeres situation med Alexander og l?ser hvordan I – for mig i hvert fald – ser ud til at finde det positive i livet og aldrig blive bitre eller selvmedlidende, s? beundrer jeg det og t?nker “det kunne jeg aldrig”.
N?r jeg s? l?ser s?dan en historie her, s? rejser jeg mig, fra hvor jeg sidder og b?jer mig i st?vet for dig. Ja for jer i hele familien. Selv hele vejen over Atlanterhavet form?r du at videregive denne optimisme, denne troen p? at alt kan lade sig g?re – bare man s?tter sig for det, og h?ndterer tingene rigtigt.
At jeg samtidigt kommer til at f?le mig utilstr?kkelig, egocentreret, sn?versynet og doven, skal nok n?rmere ligge mig selv end dig til last ;)