22

Strikkepodcast – en introduktion til nogle af dem

Jeg elsker at strikke. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse for de fleste af mine læsere. Jeg strikker helst hver dag og jeg kan sagtens få strikke-abstinenser, hvis der går for lang tid, mellem jeg får motioneret pindene.

Jeg strikker alle steder og på alle tider af døgnet. Jeg kan strikke alene og jeg kan strikke i selskab. Jeg strikker i stilhed. Jeg strikker til TV og jeg strikker til gode historier i form af lydbøger. Jeg strikker også i godt selskab med adskillige strikke-podcast. Jeg abonnerer flittigt på en del og det er egentlig dem, jeg vil dele med dig i dag.

Strikkepodcast - en introduktion til nogle af dem

En kort opremsning

Jeg har tænkt mig at remse nogle af dem, jeg abonnerer på, op i en ikke-prioriteret rækkefølge. Det vil give dig en chance for at dykke ned i dem, du har lyst til at se nærmere på. Jeg vil dog prøve at ordne dem i danske og ikke-danske. Ikke at jeg har fundet særligt mange danske podcast, jeg følger, men nu får du i hvert fald mit bud på nogle, du kan kigge nærmere på.

Skulle du sidde med en idé til en podcast, jeg bør kigge nærmere på, så smid endelig en kommentar.

Danske strikkere med podcast på youtube er:

  • Hanne Just går i lag med strikningens mange facetter med sin podcast Flammende Pinde. Hanne emne-opdeler gerne sine afsnit og har en forfriskende uhøjtidelig stil, hvis du spørger mig. Jeg kommer aldrig gennem et af hendes afsnit uden at grine højt flere gange – sprog: DANSK
  • Esther med Hold Masken er virkelig skøn. Hun besidder en sødme og en ro, der tryllebinder mig, så selvom hun er ny for mig, er jeg allerede meget glad for at se hendes podcast og glæder mig, hver gang hun uploader en ny – sprog: DANSK
  • Lærke med Fibertales er bosiddende på Fyn og hun strikker de fineste ting.  Podcasten er på engelsk, men Lærke er pæredansk. Dog er hun meget orienteret – sprog: ENGELSK
  • Helle og Merete med De løse ender er et nyt bekendtskab for mig, men jeg er allerede godt underholdt. En af de ting, jeg synes godt om ved deres podcast er, at deres strikkeønsker og -projekter er forskellige og derfor er der altid noget, jeg kan lade mig inspirere af. Det er et par søde og charmerende kvinder at dele en kande te med og jeg glæder mig allerede til næste afsnit.
  • Fie med Fies Podcast er ny for mig, men hun er det sødeste, blideste væsen og har charmeret mig fuldstændigt, så jeg glæder mig til at følge hende – sprog: DANSK

Udenlandske podcast på youtube:

  • Andrea & Andrew kommer oprindeligt fra Australien, men er nu bosat i Offenbach i Tyskland. De sender hver 14. dag et nyt afsnit af deres podcast Fruity Knitting. Deres podcast er utrolig informativ, gennemarbejdet og i det hele taget altid interessant med vedkommende interview, nye teknikker og præsentation af nye design fra designere over hele verden. Jeg har fulgt dem, fra deres spæde start og jeg tør godt postulere, at Andrea er perfektionist og det er netop det karaktertræk, vi alle nyder godt af – Sprog: ENGELSK
  • Skotske Caroline, også kendt på de sociale medier som Dunderknit, driver med humør, eder og aldrig svigtende indlevelse Knitting Vicariously, som i den grad taler til mig. Ikke for det hun strikker og ikke for for det garn, hun flasher, men for hendes sprog. Det er vidunderligt og hun smitter med sit gode humør, så jeg glæder mig altid til at drikke kaffe i hendes selskab– Sprog: ENGELSK
  • Et skønt og meget charmerende par strikkeveninder er Caitlin og Jackie med Cady Jax Knits. De lærte at strikke sammen for 20 år siden og har vist hygget sig med det siden. De griner, fniser og hygger sig og jeg er faktisk ved at elske dem– Sprog: ENGELSK
  • The Green Bean med Katie Green opdagede jeg for et par uger siden og jeg er helt og aldeles afhængig allerede. Katie har det blideste væsen, verdens skønneste Jack (hund) og så er hun illustrator og den verden deler hun også gerne. For mig er det jo en kombination af nogle af mine absolutte favoritbeskæftigelser– Sprog: ENGELSK
  • The Gentle Knitter med canadiske Nicole Dupuis er for mig en stor nydelse. Hun er en af de første podcast, jeg begyndte at følge og jeg nyder hendes blide, smukke og rolige strikkeunivers – Sprog: ENGELSK
  • Melissa og Lisa – indehaverne af Espace Tricot, en garnforretning i Montreal, Canada, podcaster også jævnligt. Jeg tænker ikke, at jeg deler smag med dem, men det passer nok ikke helt, for jeg bliver vældig inspireret, hver gang de er i æteren – Sprog: ENGELSK
  • Grocery Girls Knit med Jodi og Tracie er en skøn podcast med to søstre, som virkelig får noget fra hånden. Der sker altid noget, hvor de er. Jeg tænker om dem, at enten er man vild med dem (som jeg er) eller også er de bare for meget. Prøv dem af. Måske elsker du også deres selskab – Sprog: ENGELSK
  • A Wooden Nest med Lindsay er endnu en af de podcast, hvor mine skuldre sænker sig sammen med mit blodtryk, der falder til garanteret faretruende lavt – Sprog: ENGELSK
  • Strikketerapi med Ingvild og Kristin er en anden og virkelig skøn mulighed for at hygge med to veninder. Begge strikker skønne projekter og der er altså også fart på pindene hos dem. Der er altid noget at lade sig inspirere af, når jeg er i deres gode selskab – Sprog: NORSK
  • Girl meets Yarn med Marilisa, en puertoricansk kvinde, nu bosiddende i USA, er virkelig en af mine yndlinge. Hun er så MEGA sej, for hun fik ikke nogen let start i det dersens strikkepodcast-miljø. Hun fik skældud for alverdens ting og specielt sin stemme og sprog, men hun tog det hele i stiv arm, bad folk om at skride, hvis de ikke kunne holde hende ud og hun podcaster stadig på livet løs. Hun er en SKØN kvinde, hvis du spørger mig. Larmende, karismatisk, sjov og sprudlende. Jeg elsker det – sprog: ENGELSK
  • By the Lakeside af Sandy er en podcast om hendes mange kreative projekter. Hun strikker, syr og skriver og fortæller gerne om det hele. Hun har en stor passion for at føre lister, dagbog, projektbøger o.s.v., så har det din interesse, skal du kigge indenfor – sprog: ENGELSK
  • A Homespun House med Molly er en podcaster, jeg ind imellem kigger indenfor. Jeg fik nok på et tidspunkt, men nu er jeg langsomt ved at vende tilbage. Sådan går det med nogle af de podcast, jeg har listet her – sprog: ENGELSK
  • Wool, Needles, Hands: a Fiber Journey med Tayler, indehaver af Fiber for the People™, er også endnu et bud på en podcast. Hun er på pause her lige nu, men jeg vender tilbage – sprog: ENGELSK
  • Sweet Georgia med Felicia er endnu en skøn podcast. Jeg har fulgt Felicia siden hun startede sit garn-eventyr i 2005 og det er en fornøjelse at få indblik i hendes mange tanker omkring det at skabe. Jeg nyder hendes ord hver gang, jeg tuner ind på hendes kanal – sprog: ENGELSK
  • Skeindeer Knits med norske Eli er endnu en podcast, du kan teste af. Eli er vild med traditionel, norsk mønsterstrik, så er det noget, du holder af, er det helt sikkert en podcast for dig – sprog: ENGELSK
  • Stickerian Podcast med Veronica og Sara er også et nyt bekendtskab for mig, men jeg er vild med dem og de er jævnligt en kilde til inspiration – sprog: SVENSK
  • Stitch Mischief med Jade og datter fra Vancouver, British Columbia er farveglad og spræller gerne, så tjek hende. Måske er du vild med hende – sprog: ENGELSK
  • Kristy Glass Knits med Kristy er bare en stor og SKØN pærevælling af gode, sjove og interessante interviews blandet med hendes fremvisning af egne projekter – sprog: ENGELSK
  • Kammebornia med Dennis og Pia er også en af mine favoritter. Jeg synes altid, at deres afsnit er ALT for korte – sprog: SVENSK
  • Stranded Podcast med Amy er vist også sådan en elsker eller hader. Jeg holder af hende – sprog: ENGELSK
  • Nordic Stitches af Lilli, som sidder i Midt-Norge og underholder med masser af strik og egne opskrifter – sprog: ENGELSK
  • little bobbins knits med Dani, som underholder fra det syd-østlige hjørne af England. Ofte deltager hendes mor også med dsine patchwork-projekter – sprog: ENGELSK
  • Hey Sister Podcast med to strikkende søstre, som sammen driver en forrretning med håndfarvet garn – sprog: ENGELSK
  • Nice and Knit med to strikkende søstre, som sammen driver en forrretning med håndfarvet garn – sprog: ENGELSK
  • Makers Haven med Amber, som er et af de blideste væsner i det her strikkeunivers. Måske elsker du, hendes stille væsen – sprog: ENGELSK
  • Ewe University med Ewe, som med baggrund i undervisning griber fat i alt strikkerelateret og behandler det med en nærmest videnskabelig nysgerrighed. Ewe har jeg fulgt i meget lang tid. Hun kan et eller andet, der taler til mig. Det er langt fra alt, der interesserer mig, men hendes tilgang til stoffet, elsker jeg – sprog: ENGELSK
  • The charm of it med Eva, som er dygtig strikker med teknikkerne på plads. Eva elsker stilen med små, korte og tætsiddende cardigans og så er hun detalje-orienteret og omhyggelig med en høj grad af ambitioner om perfektion på egne vegne – sprog: ENGELSK
  • Loop and Bar med engelske Kate er skøn, forvirret, charmerende og elskelig – sprog: ENGELSK
  • Paper Tiger med Dianna Walla er en podcast, hvor mønsterstrik er i højsædet. Dianna har boet i Norge og inspirationen til hendes designs er så tydeligt hentet fra Skandinavien og vores lange tradition for mønsterstrik – sprog: ENGELSK
  • Stitched in Sweden, med Maria fra Stockholm, handler om strik, at spinde eget garn og så en lille smule om at sy beklædning og korssting – sprog: ENGELSK
  • Voolenvine med håndfarver Kristin fra Brooklyn er også vældig inspirerende, hvis man er glad for farverige sjaler strikket i håndfarvet garn – sprog: ENGELSK
  • Ninja Chickens med Maria er altid en oplevelse. Maria og hendes familie lever bæredygtigt, økologisk og med omtanke og hun deler gerne lidt af det hele – sprog: ENGELSK

Jeg vil ikke drukne dig

Jeg har en meget længere liste, men jeg vil ikke drukne dig i alle mine abonnementer, men bare give dig en chance for selv at gå på opdagelse. Strik i godt selskab er en af mine yndlingsbeskæftigelser og her er det uforpligtende bare lige at tænde og læne mig tilbage et øjeblik.

Nogen er favoritter. Nogen er på pause og andre er på prøve. Du skal selvfølgelig finde dine favoritter, så dyk ned i dem og rigtig god fornøjelse med det :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide