Lørdagen, hvor jeg endelig følte mig hjemme igen

Så nåede vi lørdagen, hvor jeg endelig følte mig hjemme igen og det er nu ikke fordi, jeg ikke har følt mig hjemme sådan for alvor, men lidt hjemløs har jeg været det sidste halve år.

Nu er der endelig blevet ryddet op på mit værelse. Her ligner sig selv igen. Ryddeligt og med de gamle, rene flader og vægge, der fortsat mangler reoler og billeder, fordi jeg aldrig nåede det, inden vi gik i gang med at renovere resten af huset. Nu skal jeg lige lande midt i al herligheden og så kommer der nok en trang til at dekorere væggene senere.

Jeg vågner omtrent midt om natten

Jeg starter morgenen med at vågne allerede før fem. Det er helt tosset, for der er ikke længere lyst på det tidspunkt. Alligevel vågner jeg og bruger lidt tid på at forstå, at verden fortsat er i vater. Min puls falder til normal, mens jeg nyder kigget ud i den næsten mørke have.

Kenneth sover naturligvis, men heldigvis kan jeg hyggesnakke med en ven, som også er vågen her omtrent midt om natten. Vi skriver lidt sammen om alt og ingenting, men mest af alt om alt det vigtige her i livet. Det holder vi begge af at prøve at holde fokus på, så vi er gode til at minde hinanden om de ting og det er ikke svært for mig at finde ting, jeg er taknemmelig for. Heldigvis.

Efter lidt snak, står jeg op. Jeg brygger kaffe og tager den med ind på mit værelse. Jeg bliver glad, så snart jeg træder ud i gangen. Her er bare blevet så pænt. Lyst og lækkert og helt perfekt, hvis du spørger mig.

Vi er tæt på målet

Jeg elsker vores radiatorskjulere. De er lavet til huset og de er endelig blevet hvide og så smukke, at jeg bliver glad, hver gang øjnene falder på dem. Sammen med de varmt gyldne klinker, lidt grønne planter og et godt lys, gør de, at jeg føler mig hjemme, så snart jeg træder indenfor.

Jeg er mere end glad for alt det, vi har fået gjort i huset. Jeg er glad hver eneste dag, fordi jeg endelig føler, at vi igen er med på det der vedligehold, der er nødvendigt, men ikke altid nemt at komme omkring. Vi har i mange år været bagud på point. Først var der de sidste år med Alexander, som ikke levnede overskud eller tid til andet end at skabe en god hverdag for vores lille familie. Det lykkedes vi med, men på bekostning af vedligehold på huset.

Efter Alexanders død er årene gået med at re-etablere familien, finde en måde at komme videre på både som menneske og som to mennesker, der også skulle finde et arbejdsliv, der rakte længere end til at holde skindet på næsen. Vi er lykkedes med det hele, men det var altså på bekostning af vedligehold af det hjem, vi elsker.

Nu er vi i mål. I hvert fald er vi så tæt på, at vi ikke regner resten for noget særligt.

Kom tilbage sommer!

Inde på værelset tænder jeg stearinlys. Det er en helt ny følelse igen at have et vejr, der indbyder til det. Jeg holder af det, men jeg savner altså varmen, solen og den helt igennem fantastiske sommer, vi har haft i år. Jeg er slet ikke færdig med den, hvis jeg får lov at bestemme.

Jeg vælger det strikkeprojekt, jeg har lyst til at give lidt opmærksomhed, mens jeg nyder at være i godt selskab med Jodi og Tracie. De får mig altid i godt humør og i dag er ingen undtagelse.

Når jeg trænger til at røre mig …

Ind imellem rydder jeg lidt op. På mit bord står en gammel skotøjsæske, som rummer en del af den store samling skønne, gamle fotos fra en svunden tid. Jeg er så utroligt heldig, at jeg har de fotos.

Disse fotos er fra min fars side af familien. Det er billeder fra liv, der forlængst er levet og jeg holder så meget af at kigge på dem. Faktisk bliver jeg aldrig træt af at tage dem frem og nyde dem. De fleste kender jeg historierne bag, men der er fotos, hvor jeg bare kan konstatere, at det må være noget af min familie, men jeg ved simpelthen ikke hvem og jeg kender heller ikke historien bag billederne. Det er ærgerligt, synes jeg.

Jeg har – da jeg var ung – brugt meget tid på at snakke med min farmor og farfar om mange af de gamle fotos og på en del af dem, har jeg noteret navne og begivenheder på bagsiden, men da jeg senere arvede alle billederne, viste det sig, at jeg ikke var nået gennem en brøkdel af dem med mine bedsteforældre. Nu har jeg så fotos, som er sjove at kigge på, men mangler navne, steder og anledninger, for at gøre dem komplette.

Min sjæl er gjort af Himmerland

Min farmor og farfar er fra landet. De er vokset op lige ude bag Gug i landskaber, jeg holder meget af og altid søger ud i, hvis jeg har brug for at pleje mit inderste.

Jeg føler, at det er her, jeg hører til. Det giver ikke meget mening, for jeg er ikke vokset op i de landskaber, men de skaber den smukkeste klang i bunden af min sjæl og lige så uforklarligt det er, lige så meget savnede jeg netop de landskaber de år, vi boede på Sjælland.

De fotos du kan se ovenfor, er taget i de landskaber. På det sidste kigger min farmor på os (yderst til højre sidder hun på fotoet af de fire søstre). Jeg elskede hende. Det var gengældt og sådan er det med bedsteforældre. De giver ubetinget kærlighed, hvis man er heldig, og man glemmer dem aldrig.

En af livets største gaver er bedsteforældre

Jeg glemmer aldrig mine fire bedsteforældre. De var alle de skønneste mennesker. Meget forskellige, men alle fire gav mig så mange ting med til mit senere liv, at jeg ikke kan andet end være taknemmelig for, at mine forældre gav mig en gave i form af masser af timer, dage og år sammen med dem. Vi har altid prøvet at gøre det samme for vores børn.

Bedsteforældre er en gave. Hvis vi er heldige at få den titel en skønne dag, håber jeg, at vi får lov til at berige små sjæle med alle de unoder, jeg på nogen mulig måde kan komme i tanke om. Det ville være fantastisk, er jeg sikker på og jeg er fuld af dem. Unoder altså …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.