Jeg fortalte ikke det hele

Forleden kørte vi til Rødhus og spiste aftensmad på stranden. Jeg fortalte ikke det hele om den aften.

Det var en vidunderlig aften, hvor Vesterhavet var stille og vinden nærmest ikke eksisterende.

Vi sad med kig ud over havet, mens vi nød en sandwich af den bedste slags. Sådan en af dem, hvor du bare fylder et stykke brød med ost og skinke og så nyder, at du kan sidde midt på stranden på en skøn sommeraften og spise mad, der smager helt igennem fantastisk. En af dem, der ikke behøver mere, end det du har. Den bedste af slagsen.

Jeg elsker det vilde og voldsomme Vesterhav

Vi nød det stort og vi var også nede at dyppe tæerne, mens vi lod os imponere af de vandhunde, der var ude at boltre sig i Vesterhavet.

Havet trækker i mig, når jeg står med tæerne i det. Jeg har fra barnsben badet i Vesterhavet og det er vildt og voldsomt og lige præcis mig. Jeg elsker det, men jeg er ikke naiv. Jeg ved, at havet bestemmer. Ikke jeg. Jeg er varsom og årvågen, når jeg er i og jeg har øje på dem, jeg har med. Der kan så hurtigt ske noget, men det har nu aldrig afholdt mig fra at elske det hav.

Sårbar og ikke helt klar

Jeg skrev ikke om det, vi gjorde, da vi forlod stranden. Jeg var for sårbar endnu, for intet var helt sikkert, men vi kørte lige ind bag stranden til et sted, vi har besøgt de første halvtreds gange de sidste mange måneder. Det lille, gamle sommerhus, der stjal mit hjerte fra første øjeblik, jeg så det.

Da vi steg ud af bilen var alting anderledes. Vi havde afgivet et bud på sommerhuset. Buddet var blevet accepteret af sælger og de sidste ting skulle kun falde på plads, så var det vores. Det var svært at forstå, men det var særligt at stige ud af bilen og vide, at måske dette var vores om et øjeblik.

Huset er lillebitte, gammelt og træt, men det er vores!

Det er et lille, beskedent sommerhus, som ikke har været omfattet af kærlighed de sidste mange år. Det bærer præg af ikke at have været brugt en del år og der er rigeligt at gå i gang med, men det er præcis, som et sommerhus skal være, hvis du spørger mig.

Min drøm om et sommerhus skal ikke være stort. Det skal ligge for sig selv uden naboer tæt på og det skal ligge smukt midt i klitter og med udsyn og alligevel læ og privatliv. Huset her er perfekt, hvis du spørger mig. Det ligger alene med kig ud over smukke vidder på den ene side. Den anden er pakket ind i klitter og med en skøn, lukket gård, som bliver et af mine favoritsteder, er jeg sikker på.

Nøglen og så afsted

Forleden fik vi nøglen til sommerhuset og så var det bare afsted op for at tage det i øjesyn. Vi var så heldige, at vi havde Annemette og Heidi hjemme, så de kunne komme med sammen med mor, Oline og Mikael. Sikke en fest at sætte nøglen i døren!

Vi fik os måske noget af en overraskelse, for børnene til det ældre ægtepar havde været oppe for at tømme sommerhuset for personlige ejendele – troede vi… og de var tydeligvis gået i gang, men havde tilsyneladende fortrudt halvvejs. Der var gammelt mad i skabene, brugte tandbørster, tomme flasker, barbermaskine, krøllejern og tøj. Der var små samlinger af ting i alle rum.

Tydeligvis var de i gang med at pakke dem ned, da de blev afbrudt eller opgav. I det slukkede køleskab lå en halv flaske hvidvin og på køkkenbordet stod opvasken.

Det kunne ikke tage glæden fra os

Det kunne nu alligevel ikke tage glæden ved at være nøglebestyrere fra os. Se bare udsigten!

Havbad indenfor rækkevidde

Vi kan cykle ned til havet på fem minutter. Havbade er en del af mine fremtidige somre. Stilheden er det samme. Der høres kun Vesterhavets brusen og lærkens sang lige der, hvor Kenneth alligevel fik mig lokket til det sommerhus, jeg ellers ikke skulle have.

Vi måtte tage derfra ret hurtigt og har ikke været der siden, men snart vender vi tilbage med sorte sække og knofedt. Nå ja og en lægtehammer og en pokkers masse hvid maling.

Jeg er så klar!

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.