Jeg har en meningsløs regel for mig selv

Min Humulus blev færdig i går aftes. Jeg nåede endda at komme den i vaskemaskinen og siden lægge den til tørre, inden jeg tørnede ind. Nu ligger den og henter styrke til at slides af mig, for slidt det skal den nok blive. Jeg er meget tilfreds med den, men mere om det senere, når den er tør og kan beskrives mere detaljeret.

Det giver kun mere at trævle op, men …

Jeg har en regel, som ingen mening giver, fordi den kun genererer flere og flere ufærdige projekter, men den lyder, at for hver gang jeg afslutter et projekt, må jeg slå op til mindst ét nyt. Det ender jo – som jeg før har beskrevet – sjældent med kun at være et, for ellers ville jeg ikke have et helt hjørne under bordet, som er dedikeret alle mine WIP’s (Work In Progress), men det gør ingenting, for jeg oplever, at min kreative proces er sådan, at jeg må have friheden til at starte og siden måske kassere – ellers gider jeg ikke.

Jeg går gennem alle mine igangværende projekter mindst en gang hver halve år. Mange af dem bliver kasseret og jeg trævler op og genanvender garnet og enkelte nænner jeg ikke opgive (endnu) og de får lov til at blive liggende i den store kurv, jeg samler alle projekterne i, for måske på et senere tidspunkt at blive opgivet og genanvendt.

En af de første håndarbejdsinteresserede bloggere

Ligesom jeg har mange igangværende projekter, har jeg garn liggende, som bare venter på det helt rigtige projekt. Sådan er det med BEIROA fra Retrorosaria fra Lissabon. Rosa Pomar var en af de første håndarbejdsinteresserede bloggere – ud over mig selv – jeg stødte på, da jeg for mange år siden begyndte at blogge og siden har jeg fulgt hende med stor glæde. Hun er meget inspirerende og nu altså også indehaver af en lille garnforretning i Lissabon.

Jeg håber, at vi kan få lov til at føre nogle af hendes garner i butikken, for jeg er forelsket i Beiroa, som er et absolut rustik garn, som blomstrer og blødes op af en vask, men det er nok ikke for de allermest uldsarte. Jeg er dog vild med det og jeg strikker gerne et sjal, som skal pakkes om min hals. Måske jeg bare er ufølsom …

Min forkærlighed for ikke-farver

Garnet og mit valgte projekt er et match made in Heaven efter min mening. Jeg har længe haft opskriften på sjalet The Homestead Shawl fra Melody Hoffmann, også kendt under designbrandet Mandarines, liggende og vente på det helt rigtige garn. Nu pludselig indså jeg, at de to ting sammen ville give et skønt, autentisk og smukt sjal, som falder lige ned i min æstetik og min forkærlighed for naturfarver, når det kommer til egen beklædning, så sådan bliver det.

Jeg er kun lige i gang, men det ser lovende ud. Garnet er præcis, som jeg havde forestillet mig. Farverne er utroligt smukke og jeg er vild med de blide skift, der er indbygget i det.

Jeg vælger omhyggeligt projekter ud

Jeg har problemer med mine skuldre for øjeblikket, så jeg er meget omhyggelig med at vælge de projekter, jeg arbejder på. Jeg kan med det samme mærke, hvis det ikke dur, så jeg er glad for at opdage, at dette kan lade sig gøre. Alt jeg foretager mig lige nu kræver bare pauser og bevægelse, så det sørger jeg for og så sover jeg rimeligt om natten. Det sidste er meget værd, for en dårlig nattesøvn får jeg så rigeligt af i disse år, så slidte skuldre behøver ikke lægge til den statistik.

Jeg er meget værktøjssensitiv

Jeg er også omhyggelig med at vælge værktøj, når jeg starter op på et nyt projekt. Det er ligemeget om jeg skal strikke, skrive eller tegne. Jeg ved præcis, hvad passer til præcis det, jeg vil opnå – og så tager jeg selvfølgelig også fejl ind imellem. Jeg har en del forskellige strikkepinde, så det er ingen sag at finde netop den pind, der giver det helt rigtigt flow og den rigtige arbejdsstilling, når jeg skal i gang. Jeg oplever sjældent at vælge forkert, men gør jeg det, skifter jeg bare pind.

Jeg endte med at gå fra den ene yderlighed til den anden

Med Humulus forholdt det sig faktisk sådan, at jeg havde en idé om, at flerfarvestrikken ville fungere bedst for mig, hvis jeg strikkede på en pind med lang, slank spids. Derfor valgte jeg Signature Needles Stiletto, men jeg fandt lynhurtigt ud af, at det ikke gav mening i forhold til min strikkestil. Jeg fik ondt. Så skiftede jeg til en Addi Turbo, som vel er stilettoens absolutte modsætning og det virkede. Mit flerfarvestrik forløb så gnidningsløst, som kan forventes, når jeg er så uøvet, som jeg er.

Jeg glæder mig over, at jeg har muligheden for at vælge det rigtige stykke værktøj. Det gør, at jeg kan strikke selv i perioder med besvær med bevægeapparatet. Jeg skal bare være opmærksom og ikke ignorere, når kroppen forlanger pauser eller udskiftning af pind og af skade bliver man klog, så jeg plejer at rette ind ;-)

Jeg glæder mig til at strikke videre på The Homestead Shawl og ind imellem skifte det ud med Veronika, som trækker tænder ud, men ender smuk.

I dag er hjemmedag og jeg har arbejdet hele formiddagen. Om lidt er det tid til at holde strikkepause. Det passer mig vældig godt.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.