0

Allerede en uge siden

Det er allerede en uge siden vi tog til København. En travl uge, hvor jeg afsluttede torsdagen med at afholde kursus i magic loop – eller magisk løkke, om du vil. Det var hyggeligt, som det altid er med disse mørke aftener, hvor vi mødes omkring bordet til et eller andet strik-relateret. Vi drikker kaffe, griner og bliver klogere. Det er slet ikke nogen ringe kombination.

I dag er det fredag og jeg arbejder på kontoret med forberedelser til de næste mange uger. Jeg savner dagene i København. Jeg hyggede mig i en grad, der er sjælden. Jeg var sammen med mange af dem, jeg elsker og jeg oplevede mange herlige ting.

Allerede en uge siden

Vi besøgte Torvehallerne. Det var første gang for mit vedkommende. Vi kommer alt for sjældent til København og når det en sjælden gang sker, er det oftest fordi, vi har aftaler, som ikke levner tid til spontane strøgture. Denne gang var ingen undtagelse, men der var taget højde for, hvad jeg holder af, så jeg skulle se Torvehallerne og jeg var begejstret. Det er et skønt sted og jeg kunne sagtens have købt mig fattig i alverdens lækkerier. Jeg gjorde det ikke, men jeg købte en skøn Rom-Kokos-likør til juledagene. Nej, det er løgn!

Jeg købte to Rom-Kokos-likører. Den ene er til juledagene. Den anden? Den er til prøvesmagninger inden juledagene og jeg skal love for, at den er serveringsværdig.

Bagefter var vi forbi Centralhjørnet. Vi handlede julepynt oppe på første og skulle selvfølgelig også tjekke om julepynten på værtshuset var ligeså rigelig, som den plejer at være. Jeg kan konstatere, at der ikke er slækket på hverken kreativitet eller mængde.

Bagefter trak vi ned gennembyen. Vi endte ved (endnu) et julemarked ved Storkespringvandet. Selvfølgelig skulle vi lige stikke næsen indenfor.

Efter et hurtigt kig derinde – ingenting fristede for alvor – ville vi på café og drikke kaffe, men ikke om der var plads at få nogen steder. Vi endte i stedet på taget af Illum hos Bar Jacobsen, hvor vi straks gik ombord i øl og drinks, som erstatning for den kaffe, vi åbenbart ikke skulle have.

Vi sluttede aftenen på Fiat. Vi spiste skønt og rigeligt og vi drak de dejligste vine.

Jeg må sige, at jeg kunne ikke selv have arrangeret en dejligere dag, end den lørdag, jeg fik foræret. Tak for den og gid jeg havde endnu en weekend i København foran mig, men en weekend hjemme med hygge med Kenneth og ingen aftaler, men bare plads til te, strikketøj og gode film, er helt i orden med mig :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide