Udlængsel og Harzen i én og samme sætning

I dag, hvor vejret igen er gråt og vådt, finder jeg billedet af et øjeblik i Dordogne. Tænk at sidde under kastanjen med en kande te og et godt strikketøj i et selskab, man elsker. Det ville nu ikke være ringe, tænker jeg.

Stedet ligger ikke langt fra Issigeac, hvor vi var på et skønt marked, da vi var af sted i juli. Jeg drømmer om det marked og jeg drømmer om at vende tilbage til egnen. Gad vide hvor vi ender denne sommer. Vi har ikke bestemt os endnu. Der er god tid, men det er altså en beskæftigelse, man kunne blive lidt forfalden til, det der med at drømme sig væk til den kommende sommer. Specielt i dagens vejr.

Jeg har fået udlængsel. Lyst til at stikke af. Det skulle ikke tage mig mange sekunder at pakke nellikerne og smide stængerne ind i Raketten. Jeg siger det bare. Fornuften sejrer. Jeg bliver. Sådan er det vist at blive voksen. Så ved jeg, at det ikke nytter at stikke af, men bedst betaler sig at blive, ordne og give plads til, at jeg kan stikke af, når tiden er rigtig, for det bliver den jo.

I julegave var blandt andet et weekend-ophold. Det ligger og luner i lommen. Det kildrer min udlængsel ind imellem og jeg er ikke sikker på andet end, at det må holde for, når jeg ikke længere kan vente. Man behøver jo ikke rejse langt for at føle, at man er midt i eventyret og her var det så, at jeg igen huskede, at jeg så frygteligt gerne vil til Harzen. Jo! Jeg tør godt sige det højt. Jeg vil gerne til Harzen. Der er så smukt og luften er krystalklar. Jeg bliver et nyt og bedre menneske af at være, hvor naturen er så smuk og stilheden så total. Jeg gider gerne. Måske den der weekend kunne henlægges der til.

Man kunne jo forsigtigt begynde at arbejde på det …