Intimkoncert ved skovsøen

Vi valgte at forlænge vores ferie dette år. Egentlig skulle vi være kørt hjem allerede torsdag, for at sikre en stille og rolig opstart på arbejde, men omstændighederne lokkede os til at omgøre den beslutning.

Vi havde fået besøg af Anne og pigerne allerede i starten af vores tredje uge dernede og vi er gode til at holde ferie sammen, så da den nærmede sig sin ende, var alle lidt triste over, at det allerede var slut. Så huskede vi vores beslutning …

I Frankrig er der en vedholdende tradition for Marché Gourmand, som betyder, at du næsten altid kan finde en landsby i nærheden, der tilbyder en aften med fællesspisning og ofte også musik under en eller anden form.

Lørdag aften, hvor vi egentlig skulle være hjemme og være i gang med at vaske og tørre de forrige ugers tekstile udsvævelser, var der Marché Gourmand i vores egen lille landsby. Vi var allerede i den første uge dernede blevet indbudt til en koncert, som Jan (vores hollandske “for-bo”) og hans orkester skulle give nogle timer inden fællesspisningen løb af stabelen. En jazz-koncert. Vi måtte bare dele den oplevelse med Anne og pigerne. Det var jo nærmest umuligt at sige nej …

Karla havde fortalt om, hvordan huset langsomt ville fyldes med gæster og der skulle øves og måske vi ville høre en lille smule musik ovre fra dem. Det syntes vi jo bare lød skønt og da hun kunne fortælle om intimkoncert ved lille, smuk skovsø og iøvrigt insisterede på, at de var dygtige musikere, var vi slet ikke svære at gøre interesserede, men der vare bare lige den lille hage ved det hele, at det jo var den lørdag, hvor vi burde være i Danmark.

Det sker formentlig kun én gang, at chancen for sådan en oplevelse kommer forbi, så vi besluttede hurtigt, at vi ville forlænge ferien med de par dage. Heldigvis var Anne og pigerne med på idéen, så vi blev.

Tirsdag måtte jeg til lægen. Jeg var dagen før blevet bidt af en klæg, som tilsyneladende havde været forbi et eller andet uheldigt – her snakker vi sikkert kokasser og andet væmmeligt. Den havde i hvert fald efterladt en begyndende infektion på mit højre skinneben, som nu var rødt og varmt.

Jeg gik over til Karla. “Hun er kvinde for at hjælpe”, tænkte jeg og sådan var det. Hun ringede til sin læge, aftalte en tid og kom tilbage og forklarede mig, hvordan jeg fandt lægehuset i en landsby små 12 kilometer væk. Vi befandt os jo på landet, skal du huske.

Hun spurgte om vi var blevet vækket af larmen natten før og jeg kiggede spørgende på hende, for vi havde intet usædvanligt bemærket og det skal lige siges, at Kenneth og jeg sover for åbne vinduer, som vender ud mod gårdspladsen og dermed over mod Karla og Jan, men denne nat havde det lokale brandvæsen og en ambulance været nede og hente en af deres gæster. Deres saxofonist havde glemt at fortælle dem, at han går i søvne. Han havde vurderet, at det ikke gjorde nogen særlig forskel, for han havde aldrig oplevet, at det havde budt på problemer.

Han sov på førstesalen af huset i vinduet ud mod vejen. Du kan faktisk se de blå skodder, hvis du kigger på billedet i forrige indlæg. Lige over jorden og ikke noget alarmerende, skulle man synes, men det skulle vise sig at forholde sig helt anderledes.

Han var i søvne spadseret ud af vinduet og var faldet ekstremt uheldigt. Faktisk så uheldigt, at de på daværende tidspunkt endnu ikke vidste, om han ville overleve faldet. Han havde brækket i alt otte ribben og havde læderet både lever og blære ganske alvorligt. Karlas øjne fyldtes med tårer, mens hun fortalte om natten og mine gjorde det samme, for det var da bare så forfærdeligt tragisk og så kunne mit skinneben sådan set rende og hoppe. Der er små og store problemer her i verden og mit blev reduceret til ingenting.

I de efterfølgende dage var alle i tvivl om, hvorvidt koncerten ville blive gennemført, men heldigvis skulle det vise sig, at deres gode ven hurtigt var i bedring og ville overleve uden alvorlige mén.

Lørdag sidst på eftermiddagen tumlede vi ud af døren, klemte os ind i bilen og kørte ned ad små, snoede skovveje uden helt at vide, hvor vi var på vej hen. Karla havde givet os nogle løse dessiner omkring stedet for koncerten, men ingen af os var helt sikre på hvor. Vi havde dog en idé og efterhånden også en solid, geografisk fornemmelse for nærområdet, så der gik ikke mange sving, før Anne og Kenneth havde lokaliseret koncerten.

Omgivelserne var fantastiske. Sol, træer med behagelig skygge, smaragd-grøn sø omkranset af velvoksne og smukke piletræer og ellers bare en samling skønne, glade og imødekommende mennesker, som alle var kommet, for at lytte til skøn jazz.

Så sad vi der i solen sammen med varm Bio Rosé med grape, insisterende og utrolig begavet jazz i ørerne og en sangerinde, der var både smuk og talentfuld til at pynte på halvdelen af numrene. Sådanne øjeblikke kan ikke arrangeres, men falder som appelsiner i turbanen, hvis man husker at arrangere den, så der er plads, når man spadserer gennem livet. Vi øver os konstant i det. Denne gang lykkedes det at give plads og gribe.

Vi følte os meget heldige den aften ved skovsøen. Meget heldige ♥