Perigueux

Kenneth er kendt i store områder af Dordogne. Når vi kørte ture i – for Oline og jeg – ukendte landskaber, kunne Kenneth ofte fortælle, hvad der kom om det næste hjørne. Han havde været der sidste år. Han bliver rastløs af for megen lediggang og så tager han gerne bilen og kører ud i det blå.

Nogen gange er vi med. Nogen gange gider vi ikke og så kører han alene. På det vis havde han sidste år fået udforsket en imponerende stor del af det område, vi befinder os i. Indenfor en radius på omkring 75 km, havde han være vidt omkring og vi grinte godt af ham, da han insisterede på, at vi alle havde været i Perigueux sidste år. Det havde vi altså ikke. Kenneth havde og opførte sig hjemmevant, da vi en overskyet formiddag midt i ferien ankom til byen.

Han fandt en central parkeringsplads og inden vi vidste af det, var vi på vej ind i en smuk og interessant provinsby i det nordlige Dordogne.

Kenneth er utrolig god til at finde shopping-mulighederne. Han spotter lynhurtigt det, han gider. Han er meget selektiv og kunne aldrig drømme om at bruge tid på at gennemtrawle tøjstativ efter tøjstativ for måske at finde et eller andet, som kunne bruges. Oline og jeg kan bruge lang tid på det sidste, men ikke ham. Han er målrettet og feinschmecker, så der er ingen slinger i valsen og vi skal aldrig vente længe på ham. Han kigger, beslutter og køber eller flytter sig.

I Frankrig køber han hvert år en hør-skjorte eller to. Han elsker hør-skjorter og de er ikke til at opdrive i Danmark i det snit, han holder af. I år var ingen undtagelse. Jeg har ikke talt, men det er flere end to, der har fundet vej ind i hans klædeskab ;-)

Bykernen er velbevaret og kan du lide Middelalderen og Renæssancen, er de begge tydelige ved en tur gennem byens centrum, hvor de gamle huse, smalle stræder og små, åbne pladser alle minder om det, der var engang.

I under-etagen af dette gamle og smukt dekorerede hus lå den smukkeste butik. Mont Blanc holder til i lokalet og jeg har jo en stærk kærlighed til de schweiziske skriveredskaber, så selvfølgelig måtte jeg lige kigge. Man kan hurtigt forelske sig, men jeg har allerede både klassisk pen og blæk og en updated version af samme; kuglepennen, så der skulle kun oses og det blev sådan.

Vi travede de små gader tynde, mens vi glædede os over, at byen er så smuk og fuld af overraskelser om hvert et hjørne. Et af hjørnerne bød på indgangen til byens største kirke; Cathedrale St-Front, som ligger lige ovenfor floden. Kirken har de sidste år været gennem en gennemgribende renovering både ude og inde og som vi plejer, går vi indenfor.

Vi er ikke troende. Oline finder kirker en smule deprimerende og skræmmende. Jeg kan ikke være i dem uden at tænke på den undertrykkelse, der finder og har fundet sted i troens navn og Kenneth, han er vist bare optaget af byggeriet og detaljerne i det, men vi ender altid i byers kirker og vi nyder det på hver vores måde. Jeg er historisk interesseret og finder det desuden interessant at forestille mig mennesker, der er kommet i kirken søndag efter søndag og med hver deres motiv for at sidde der. Jeg tænker på kirkens præster. Hvilke mennesker har de været? Mon byens borgere har holdt af dem eller …

Cathedrale St-Front, Place de la Clautre, Perigueux, France

Kirkens altertavle er så enormt stor, at du slet ikke kan forestille dig det. Det hvide klæde på alteret vil omtrent nå mig til brystet, hvis jeg står på forhøjningen, så det er et imponerende stykke træskærerarbejde, der er lagt for dagen. Andre steder i kirken er flere, smukke træskærerarbejder og prædikestolen er naturligvis ingen undtagelse.

Jeg optages af bænke, stolerækker og det hav af mennesker, der engang har optaget sæderne på ældgamle, slidte siddepladser. Jeg imponeres over det lyshav, detaljer i kirken bader i og jeg gyser, når jeg passerer de mørke kroge, hvor lyset aldrig finder ind. Læg mærke til stolene ovenfor. De forreste er ikke stole i traditionel forstand, men bede-stole. Her placerer du dig med knæene på sædet og albuerne på den lille hylde ovenfor og så er du klar til at hellige dig den tro, der er din.

Vi spiste frokost i en lille, smal gyde. En frodig kvinde iført stramme læder-bukser, røde læber og en gigantisk, hvid stråhat ejede det lille spisested og kunne hun flirte måske? Ja, det tror jeg nok, at hun kunne. Hun var skøn at skue og lækker, så vi slet ikke kunne tage øjnene fra hende. Hun gav os en oplevelse, som kompenserede for det eneste franske måltid i år, som ikke var værd at skrive hjem om.

Efter frokosten shoppede vi en anelse, fandt bilen og kørte hjem. Nu har Oline og jeg også besøgt Perigueux. Endelig.