Blandingsbarn

Der er nogen træk, som er så markante og dominerende, at de følger en familie gennem generationer. Jeg har sådan nogle træk. Min mor har det fineste hul i hagen. Min morfar er ophavsmand til det, men på billeder kan jeg se, at det har fulgt os helt fra Bornholm, hvor jeg får øje på det første gang. Annemette har hul i hagen. Jeg elsker det hul i hagen, men mit er udvisket og næsten ikke til at se, medmindre man VIL og det vil jeg jo, kan du nok forstå.

Til gengæld er jeg den af os to, som har fået mors smukke smilehuller. Annemette har snerten, men som med hullet i hagen, må hun også nøjes og sådan er der en form for retfærdighed til, når det kommer til fordeling af goderne.

Min oldefar, sadelmager Niels Jørgen Nielsen, Als.

De fleste siger, at jeg ligner min far. Min mor siger, at jeg ligner min far, men jeg tror mest af alt, at hun tænker på mit sind og min måde at være i verden på. Det er ikke helt rigtigt. Der er ting, jeg helt indlysende har fået med fra hende. Det er i høj grad hendes værdisæt, jeg har arvet og selvom hun og min far ikke kunne finde ud af at leve sammen, så havde de nogle fælles værdier som hjælpsomhed, omsorg for de svageste og lysten til at være solidarisk, som jeg og Annemette har båret videre, som et par stafetløbere. Det kan jeg lide, men hun har nu alligevel ret, hende mor. Jeg ligner min far. Jeg har træk, som er så tydeligt min fars. Et bredt ansigt, smalle læber og et forholdsvist bredt kæbeparti er et af dem. Det er nedarvet gennem generationer.

Jeg kan endda se, at jeg ligner min oldefar. Der er træk, som vækker genklang, når jeg ser på det gamle foto, jeg har af ham. Han var aldrig en del af mit liv. Jeg har mødt ham, men jeg husker det ikke og alligevel kan jeg sagtens se, at vi er af samme blod. Der er tydelige fællestræk.

Et af mine yndlingsbilleder af min farfar er det, hvor han og jeg går tur i en have ikke langt fra, hvor jeg bor nu.

I nogle af mine første leveår, boede vi faktisk kun en stenkast herfra og jeg husker måske ikke meget fra de år, men jeg husker tydeligt, at jeg havde bedsteforældre, som elskede mig. Farfar var en af dem og han skal ikke fremhæves specielt for at gøre det, men fordi han bærer de træk, som så tydeligt er fulgt med ned gennem generationerne. Det brede kæbeparti, det firkantede ansigt og de smalle læber. Det kraftige hår, den mørke hud og de stærke, blå øjne, det er alt sammen noget, jeg har arvet, som direkte efterkommer.

Annemette deler nogle af trækkene, men hun er en flerfacetteret blanding med mange træk fra begge sider, som fyldige, smukke læber, lidt skæve katteøjne og hullet i hagen fra mors side og kraftigt, mørkt hår, stærke, stålblå øjne og olivenhud fra fars. Hun er så smuk, synes jeg.

Jeg er så tydeligt et produkt af min far.

Jeg kan stå på badeværelset og vaske hænder, og når jeg kigger op og møder øjnene i spejlet, bliver jeg overrasket, fordi det så tydeligt er min fars øjne, der kigger tilbage på mig. Jeg tager mig i at overraskes hver gang. Jeg ligner ham. Der er ingen tvivl.

Jeg har arvet min fars brede ansigt, smalle læber, stærke øjne og mørke hud. Jeg har arvet hans temperament. Jeg har arvet hans humor og lyst til at drille. Jeg genkender ham hele tiden i alt, hvad jeg gør, så mor har ret; jeg ligner min far.

Til gengæld er jeg så heldig, at jeg har arvet mors smukke smilehuller, hendes fine hænder og ikke mindst har jeg fået hendes ubetingede kærlighed, hendes værdisæt og hendes evne til at stå oprejst i selv den stærkeste storm. Jeg er en fin blanding, selvom jeg misunder Annemette hendes katteøjne, fyldige læber og hul i hagen.