Søndagssysler

Morgen er tilsyneladende klokken 8 i dag. Det er fint med mig og jeg indleder dagen med en haverunde i selskab med Oskar, som med det samme finder ned i bunden af haven, for at afsøge skoven for den kat, som plejer at drille ham.

Imens nyder jeg, at det hele grønnes og træerne springer ud, så der nu er tæt skovstemning. Kastanjen står med lys og jeg håber stadig, at den slipper for minérmølangreb i år, så den ikke ligner efterår om et øjeblik.

Krydderurterne stod for skud i går, men der er rigeligt at tage af og mellem dem og nede i staudebedet er Katost på vej. Om lidt vil de være store og fyldte med lyserøde blomster, som pynter det meste af sommeren. Jeg kan næsten ikke vente, for Lupinerne svigter mig lidt i år. Der er ikke ret mange. Det skifter fra år til år. I år er fattigt, men til gengæld er de to lyserøde Valmuer godt på vej og de første blomsterhoveder er begyndt at titte frem mellem de saftigtgrønne blade.

På terrassen tjekker jeg blomster for vandmangel, men der er ikke noget at gøre deroppe. Det hele har det fint og jeg nyder bare udsigten ud over markerne i horisonten og den blå himmel, som er pyntet med en sky eller to.

Der er friskt derude. Køligt, men dejligt. Jeg nyder, at jeg kan starte dagen med en tur udenfor, hvor kroppen kan strækkes og trækkes, så den er bliver klar til de opgaver, som venter indenfor. Gæstebudet i går trak opvask. Opvaskemaskinen tog en runde i nat, mens jeg sov, så der er lidt at sætte på plads og endnu mere at fylde i den.

Om lidt går jeg i gang. Først en kop kaffe, så opvaskemaskinen, afslutning af sidste arbejdsuge og så kan jeg bare glæde mig til, at en kollega kommer forbi i eftermiddag. Hendes to drenge er med. De skal have deres nye sweatre. Jeg håber, at de passer.