9

En tur til havet

Det endte med noget, der næsten kunne ligne opholdsvejr, så vi trak i det varme tøj og begav os i retning af havet. Det tager cirka tre minutter at gå ned på landingspladsen, så vi bor ualmindelig godt for vandreture langs vandet.

Landskabet er hvidt, men marehalm er ikke sådan at tæmme, så det stikker op allevegne og vidner om, at vi er tæt på Vesterhavet. Oskar er vild med både sne og hav, så han strøg lykkeligt af sted, indtil han opdagede, at han faktisk hang for enden af en hundesnor. Ups…

Nede ved landingspladsen ligger T125 præcis, som den gjorde i sommer, da jeg tog billedet af solnedgangen. I dag var vejret bare en kende anderledes, men båden er jo ikke et ringere motiv af den grund.

Der var ikke mange mennesker ved stranden. Faktisk valgte vi af tage vejen nordpå, hvor vi ikke kunne se nogen overhovedet. Det betød, at Oskar kunne slippes løs og det nød han, skal jeg love for. Der blev rendt nogle ture hen langs stranden og bølgerne fik skældud, som de plejer.

Til sidst var han så træt, så han satte sig ned midt på stranden og nægtede at gå videre. Så er han altså brugt, men der var ingen vej udenom. Ville han med hjem, måtte han selv gå. Til sidst overgav han sig og travede modvilligt med os.

Der var ualmindelig skønt nede ved havet. Vinden kommer fra øst, så der var læ og stille vejr, nede bag klitterne, hvor vi samlede sten, fandt påskud for at fortsætte endnu længere ud af stranden og til sidst endte med at opdage, at der var langt hjem.

Oskar var træt og pludselig forstod jeg godt hvorfor, men heldigvis er stranden fyldt med dejlige dufte og nye ting at opdage, når man er hund. Oskar fandt mange spændende ting…

Vi havde travet et godt stykke tid, da vi endelig nåede tilbage til landingspladsen. Oskar fandt lidt gemte kræfter, da han opdagede nogle måger i sandet og endelig var der lidt mennesker, så han også kunne tiltuske sig lidt kæl og klap.

På parkeringspladsen var et par vintercampister. Jeg håber for dem, at der er noget varme i vognene, for ellers er det en kold fornøjelse…

Jeg er i hvert fald glad for, at der er varme her i huset, hvor vi nu nyder en stille eftermiddag med aktiviteterne holdt på et minimum. Det passer mig fortrinligt.

Du vil sikkert også kunne lide