Skeletterne i skabet…

Der gemmer sig skeletter i enhver families baggrund og historie, når man først kommer i gang med at rode i “glemmekassen” og bl.a. min svigerfars familie er en spændende kombination af fine fornemmelser og skumle historier. I de år jeg har forsket lidt i hans og dermed mine børns familiebaggrund, er der dukket utroligt mange spændende historier op. En af dem omhandler forfatteren Niels Meyn (1891-1957), som var min svigerfars far og dermed mine børns oldefar.

Niels Meyn var en levemand, som aldrig brugte meget tid på at spekulere på dagen i morgen. Han levede for at skrive og skrev for at tjene penge og han var god til det. Ikke mindst p.g.a. hans utroligt omfattende forfatterskab, som iøvrigt aldrig er blevet specielt anerkendt herhjemme. (Jan B. Steffensen har en meget fin beskrivelse af manden og hans forfatterskab her).

Han blev aldrig gift med børnenes oldemor, for med hans ufornuftige levevis og store uvilje mod at binde sig, stod det hurtigt klar, at oldemor måtte klare sig selv, så godt hun kunne. At det var en ulykke at blive gravid udenfor ægteskabet dengang vidner hendes rejse til jylland om. Hun blev sendt derover, for at føde i dølgsmål. Efter fødslen kom hun retur til København og barnet blev præsenteret som den jyske families. Han skulle bare i pleje hos familien Weller i København og derfra stammer faktisk familiens mellemnavn Nissen, som egentlig tilhørte den jyske politikomissær, som var så venlig at tage den ulykkelige datter i huset, mens maven voksede og sidenhen resulterede i min svigerfar.
Politikomissæren kendte familien fra deres tidligere ophold på egnen omkring Randers, hvor faderen, som var kontorchef i landbrugsministeriet, havde ejet adskillige gårde.

Først 17 år gammel mødte min svigerfar Niels Meyn. Han betoges hurtigt af levemanden og lapsen, som aldrig gik af vejen for en god cigar og en cognac. Selv da Meyn meldte sig ind i nazistpartiet, var det noget den unge søn måtte beundre, dog uden selv at blive medlem. Det viste sig sidenhen, at den indmeldelse samtidig blev en udmeldelse af det danske litterære miljø, hvor han aldrig genvandt den ganske vist lidt begrænsede position, han havde haft før krigen.

I årene 1945 – 52 etablerede Dansk Forfatterforening Æresretten, som skulle gøre op med de medlemmer af foreningen, som havde optrådt unationalt under krigen.
Ialt 26 medlemmer blev anklaget. 17 blev ekskluderet, 5 frikendt og 4 endte med en misbilligelse fra Forfatterforeningen.
Meyn var bl.a. de 17, som blev ekskluderet. Da han blev indkaldt til Æresretten, var han ikke længere medlem af nazistpartiet. Han meldte sig ud i slutningen af krigen p.g.a. uoverensstemmelser med partiets ledelse, men ikke desto mindre havde han både været medlem og ydermere skrevet til bl.a. Fædrelandet, hvilket var mere end rigeligt til at aktivere en ekslusion af foreningen.

Min svigerfar sagde altid, at det var ærestabet der slog Meyn ihjel. Meyn blev nogle år senere genoptaget i Dansk Forfatterforening, men han genvandt aldrig sin ære, som for altid var plettet af hans medlemsskab af nazistpartiet under krigen.
Svigerfar måtte besøge ham i hemmelighed, fordi hans bedstefar havde forbudt ham at se denne charlatan og naziststøtte. I efterkrigstiden var det ildeset at have venner eller bekendte i tidligere nazistkredse, men en far afskriver man sikkert ikke, selvom man risikerer andres fordømmelse.
Da Niels Meyn døde i 1957 blev det stort set ikke omtalt i de danske medier, hvorimod man i flere svenske aviser kunne se ham omtalt i rosende toner. Herhjemme havde han underskrevet sin egen dødsdom som forfatter, da han valgte at støtte nazisterne under krigen. Resultatet af det er også, at det i dag er ganske vanskeligt at finde hans bøger antikvarisk. De fleste blev brændt efter eksklusionen.

Journalist Arne Hardis har skrevet bogen ???Æresretten???, som beskriver Dansk Forfatterforenings opgør med de unationale forfattere efter befrielsen. Det har Jesper Groth taget en snak med ham om på DR’s program1 den 5. oktober sidste år. Du kan lytte til udsendelsen her.